onsdag den 22. oktober 2014

Hvad jeg mener om

# At det er blevet efterår
Faktisk helt ok med mig. Lys i græskarfjæs på trappen, lys i vinduer. Går i hule-mode under tæpper, dyner, bøger, Ipad og hygge. 

# Tv-serien 1864
Har i mange år haft et ret vildt crush på Ole Bornedal. Elsker den mand, fordi han er både klog og lækker. Er vild med hans produktioner, fordi de er både kloge og lækre. Også 1864. Jeg deler på ingen måde den kritik, der florerer i den offentlige debat. Mener i øvrigt også at folk var lige lovlig tidligt ude med riven. Er generelt tilhænger af at man giver ting en chance, inden man dømmer.

# At være blevet indskolingslærer igen
Det er så fedt. Har mega optur over det. At følge udviklingen hos børn, mens de lærer at læse er helt fantastisk - og præcis lige stort hver eneste gang, et lille 7-årigt ansigt smiler til mig, og siger 'Jeg kunne!'
Glædes dagligt over finurlige samtaler, som den jeg havde med en dreng i dag. Jeg spurgte ham, om de havde været hos lægen med hans ørepine, og drengen svarede: Nej, det var ikke lægen, vi var hos, det var doktor Lars. 

#At mit yngste barn snart skal begynde i skole
Vi har det, der hedder 'rullende indskoling' her i byen, og derfor begynder Lillepigen i skole mandag d. 3.november, lige før sin 6-års fødselsdag. Mutti her har taget omsorgsdag, skoletasken blev købt i efterårsferien, og for lige at understrege hvor klar til skole Lillepigen er, tabte hun sin første tand i går. Jeg nyder det fuldt ud, (det har aldrig været nemmere at have børn end nu, hvor de er 6, 12 og 15) men er også lidt i krise over at den lille er blevet så stor. Resten af dette skoleår har jeg tre børn i folkeskolen. Tre faner på forældreintra, du gode Gud :-/

# Mine nye arbejdstidsregler
De stinker. Virkelig seriøst. Det hænger bare ikke sammen. Det løft den nye skolereform skulle tilføre en udmarvet folkeskole, kommer til at falde til jorden, for de lærere, der skal løfte, er i knæ, i spændetrøje og spændt for en vogn, de gives tilstrækkelig mulighed for at trække. Jeg underviser mere, men forbereder mig mindre end nogensinde før. Løber rundt på skolen, løber ind og ud af klasser, spiser mens jeg løber, spiser mens jeg er på toilet, er på toilet, mens jeg læser, læser mens jeg løber. 
Det er så meget en ommer med de regler, at jeg for første gang i 15 år overvejer om folkeskolen er noget for mig. 

# Børnefilmen 'Æsketroldene'
Så skøn en film, som jeg anbefaler på det varmeste.

#Den Blå Planet
Thumps up! Vi var der i efterårsferien, og trods temmelig mange mennesker, var vi alle fem enige om at det var en FEDT udflugtsmål. Vi sparede lidt på billetterne ved at printe selv hjemmefra -  synes helt klart at pris og oplevelse matchede fint. Caféen i Den Blå Planet får også en anbefaling, de serverer mad fra Meyers køkken, og det var absolut pengene værd. Åh, hvor er vi blevet skuffede over den type måltider tidligere (det værste cafémad, jeg nogen sinde har smagt i mit liv, var for 10 år siden på Experimentriet, øv hvor var det ringe, til gengæld skide dyrt). 

#Filmen 'Boyhood'
Den skal du se! Åh, hvor var den god. At anmelderne er faldet helt på halen over den film, forstår jeg til fulde. Det er ægte kunst!
Filmen følger den samme dreng og hans familie, fra han er 6 år gammel, til han som 18-årig flytter hjemmefra. Og skuespillerne ER de samme, filmet over 12 år. Det er mesterligt, rørende og noget så dejlig en film. Og så så jeg den ovenikøbet med min hånd i den hånd, der har en vielsesring magen til min. 

# At træne onsdag morgen fra 6.15-7.15
Elsker det. Er blevet afhængig, vil ikke undvære. Og sagde til 
mig selv i morges, at jo mørkere og koldere det er ude, jo sejere er jeg, når jeg står op og kommer afsted. 









torsdag den 16. oktober 2014

Efterårsferie #2014

'Hvornår kommer gæsterne mor?' Lillepigen kalder fra den ene ende af stuen, hvor hun sidder og tegner, mens jeg tørrer støv af i vindueskarmen i den anden ende. Jeg svarer at der går nogle timer endnu, men at det er dejligt at høre at hun glæder sig til de kommer, for det er mennesker, der har stor værdi i vores familie - de er noget helt særligt, fordi min tilknytning til denne veninde går helt tilbage til vores tidligste barndom. Det betyder, at jeg har kendt hende i flere år, end jeg har kendt min lillebror. 
Hun har været i centrum, i periferien, i udkanten eller ved siden af,  men altid i nærheden af mig i 42 år. Vores børn ved, at deres mødre helt særlige for hinanden og de lytter både interesseret og andægtigt, når vi fortæller røverhistorier fra vores barndom.
'Jeg spørger ikke, fordi jeg glæder mig, jeg spørger fordi du har sagt at vi må få chokolade, når de kommer...' svarer Lillepigen mig uden at kigge op fra sin tegning, og jeg smiler bredt og hælder vand i orkidéernes underskåle.

mandag den 13. oktober 2014

Godt nyt om tis

Til alle os jer, der af og til gør den slags, er her en dejlig nyhed, som gavner miljøet:

Nu må man gerne tisse i brusebadet



mandag den 6. oktober 2014

Unikt?

Er der ikke noget temmelig paradoksalt i modemagsinets massepublicering af hvordan du - inspireret af syv stilfulde kvinders hjem - kan komme til at bo unikt?

Ligeså unikt som alle de andre, der tænker at sådan vil de også bo?





lørdag den 4. oktober 2014

Long time, no see...

Mine nye stivnakkede -  og alt andet end fleksible arbejdstidsregler har medført, at der er blevet rodet rundt med mine vaner. Og det er kommet til at gå ud over bloggen her, som virkelig må undre sig over, hvor filan jeg blev af. Sagen er at fordi jeg ikke længere skal (må) forberede mig hjemmefra, så står min pc sådan set bare og samler støv på det skrivebord, der engang tilhørte en glad og fornøjet lærer, der elskede sit arbejde. 
Det gør jeg sådan set stadig - elsker mit arbejde - men som i et hvert kærlighedsforhold, opstår der kriser parterne imellem, oftest fordi virkeligheden ikke lever helt op til forventningerne, kommunikationen er slået fejl og parterne har misforstået hinanden. 
Det er nok sådan cirka det, der er sket mellem mit arbejde og jeg. Vi forstår ikke rigtig hinanden for tiden. Og derfor er vi kørt lidt trætte i hinanden. Når det skete før i tiden (for nye arbejdstidsregler), var det så dejligt at kunne skride hjem fra det arbejde, lægge det væk, fyldet hovedet med andre gøremål og så genoptage arbejdet, når der var ro, plads, tid og ikke mindst overskud. Det var der ofte om aftenen, når mine unger var gået til ro.
Nu sidder jeg og stresser inde på skolen. 40 timer om ugen. Anspændt og med uro omkring mig og hovedet fyldt op af træthed og kaos ovenpå non-stop serier af lange undervisningsdage og møder, der falder i en lind strøm. 
Jeg har ikke vænnet mig til det endnu, men jeg kæmper, for jeg vil så gerne at det skal lykkes. Tvivlen er dog allestedsnærværende og optimismen fiser stille ud, som luft gennem sprækker og revner. 

Og alt imens jeg knokler for at finde min nye plads i en anderledes arbejdsdag i en ny-reformeret skole, så klargør jeg på hjemmefronten husets yngste til en tur i folkeskole-karrusellen.
Lillepigen har første skoledag mandag d. 3.november, en uge før sin 6-års fødselsdag, og hun glæder sig big time. Jeg glæder mig sammen med hende, og tuder lidt i smug, over at mit yngste barn er blevet skolemoden. Siger klichéagtigt til ham, der har en vielsesring magen til min, at jeg ikke fatter hvor de år blev af. Seriøst. Jeg fatter det ikke. 

Det er efterår. Vi samler kastanjer, tænder lys og shopper vintertøj og støvler. Og tæller ned til ferie. 


søndag den 21. september 2014

Og en gris, der har brækket det ene øre...


På gulvet i vores stue ligger en tæppe bredt ud, og på tæppet ligger rækker af bamser, der er syge. Lillepigen har en veninde på besøg, og de leger dyrehospital. Vores stue er omdannet til en kombination af klinik for modtagelse, operationsstue og sengeafsnit. 

Jeg hygger mig med at lytte til deres leg og de ting, de siger. Lige nu bliver en leopard indlagt med brækket pote, et kompliceret brud, der krævede operation. En isbjørn har fået medicin mod hikke, og pindsvinet er til undersøgelse for en ukendt lidelse i sine pigge.



Her ligger leoparden, netop overfor fra operationsstuen til opvågningsafdelingen.
Hans arm er i gips, men heler heldigvis hurtigt. 




Giraffen har været uheldig ude på savannen. Han snublede på vej til girafskole, faldt og slog sit ene horn. Som det ses på billedet, hænger hornet slapt ned. Han fik en indsprøjtning, som forhåbentlig hjælper i løbet af nogle dage. 


Og her er Gysse, grisen med det brækkede øre. Gad vide hvordan det gik til? 












søndag den 14. september 2014

Husk det er naturens dag i dag

Vi er på vej ud i lortevejret. I regntøj og gummistøvler. Det er 'Naturens dag' i dag og der foregår helt sikkert et eller mange udendørs arrangementer i nærheden af hvor du bor.
Vi er på vej til Brandbjerg Højskole for at moste (vores egne medbragte) æbler, lave snobrød og gå en tur i skoven. Lidt ærgerligt at det regner og er gråt og trist vejr, men mon ikke oplevelsen af at have været UDE føles endnu federe så, når vi kommer hjem og kaster os i søndags-sofaen for at lade op til en ny uge. 

Læs mere om Naturens Dag her

God søndag!

lørdag den 13. september 2014

Kunne vi ikke nok blive enige om

...at når vi følges med vores veninder ud i verden og virkelig gerne vil snakke, snakke og snakke, så er der to (sikkert flere) steder, der er virkelig uegnede til dette formål. Det ene sted er biografen, og det er andet sted er, når vi er til holdtimer i fitnesscentret. 
Hvis den eller de veninder vi mødes med, er nogen vi enten ikke har set meget længe og derfor skal have catchet hinandens liv det sidste halve år op, ELLER det bare er sniksnakke-veninden over dem alle, vi er samme med, kunne vi så ikke aftale at vi i stedet går en lang tur i skoven sammen med hende, sætter os på en café eller mødes privat hos hinanden.
For vi bliver nødt til at forestille os, ja ligefrem sætte os ind i, at der muligvis de steder, vi kommer og bare taler og taler løs, befinder sig andre end os, som bare ikke gider høre på vores private snak? 
Jeg mener det. Det er altså virkelig uhørt at sidde at tale med sin sidemand under en biografforestilling, uhørt og uhøfligt og vi kan ikke være det bekendt overfor de andre gæster i biografen. Og det er endnu mere uhørt, grænsende til pisseirriterende for de andre på fitnessholdet, når instruktørens anvisninger næsten overdøves af to sludrechatoller, der skal høre hvordan det står til i hinandens liv. Skal vi ikke bare stoppe med det? Nu. 

søndag den 7. september 2014

Kombinationsøvelse

Mine inspirerende fitnesstrænere taler ofte om begrebet kombinationsøvelser. 
Det er noget med at slå to (eller flere) fluer med ét smæk og træne muskler mere end ét sted, men med kun en enkelt øvelse.

Jeg er ret vild med idéen om kombinationsøvelser - og praktiserer mange forskellige af slagsen herhjemme.


Her er én jeg, jeg opfandt i dag:
Den går ud på at man drikker rødvin, mens man vasker køkkengulv.



lørdag den 6. september 2014

Berlin, wunderschön und alles


Sidste weekend blev tilbragt Unter Den Linden og den slags steder, I en by man ikke kan andet end at elske. I hvert fald elsker jeg Berlin og at være i en by, man elsker, sammen med en mand, man elsker, det er sgu da win-win, der vil noget! 
Vi ramte det perfekte match af afslappende stillesiddende fra fortovscafé-på-byens-liv-kiggende stunder til aktivt museumsbesøgende turister med lyst til perspektiv-på-verden udvidende oplevelser, som fx den, der er fotograferet herunder, hvor vi besøger monumentet for de forfulgte jøder under 2.verdenskrig: Dänkmahl für ermordeten Juden Europas.
Jeg græd en del undervejs og vi talte ikke sammen de første 20 minutter efter vi kom ud fra det museum, der ligger under selve monumentet. 



En stor grund til at vores ophold i Berlin var så utrolig vellykket var at vi udover klassikeren fra Politikens Forlag ' Turen går til Berlin' også havde medbragt den noget  mere
alternative, men også megainspirerende Berlin-guide, som den danske forfatter (permanent bosiddende i Berlin) Sissel-Jo Gazan har skrevet. Vi havde Sissel-Jo med overalt hvor vi 
gik og skiftedes til at læse højt for hinanden af bogens mange 
charmerende og på-den-vildt-hyggelige-måde underholdende  anekdoter.





På billedet herunder besøger vi et stykke meget tankevækkende kulturhistorie. Et stykke by inklusiv bevaret Berlinmur. Området var spækket med informerende info-tavler og standere med billeder og film, en live-historie/samfundsfagtime indenfor den disciplin Antorini kalder 'Understøttende Undervisning'. 




Brunch på fortovscafé i Prenzlauer Berg. Hvis et måltid kan fremkalde følelsen 'lykke', var det det, det skete. Lige der, midt i det hele, med ham det har en vielsesring magen til min. 



Om søndagen regnede det hele formiddagen, men det betød intet, for vi havde en plan. 
Og jeg fik i den anledning købt mig en paraply. Min første ever. Skulle blive 42 år gammel før jeg for første gang blev ejer af min helt egen paraply. I love Berlin og I love min nye paraply.





Til sidst et billede af et skilt fra U-bahn, som jeg kom til at smile så dejligt af. For jeg vedtog at det betød: Du skal være forsigtig med at danse boogie-woogie på vej ud af toget.