tirsdag den 30. juni 2015

mandag den 29. juni 2015

Og vi skal se 'Pride' i biffen i aften


Det går heldigvis støt og roligt fremad med projekt 'heling af diskusprolaps i Helles nakke' og for halvanden uges tid siden passerede jeg et mærkbart vendepunkt: Vågnede i min egen seng en tidlig morgen, og kunne konstatere at jeg for første gang siden begyndelsen af maj, havde sovet en hel nat igennem uden at vågne med ulidelige smerter i nakke, skulder og arm. Det fremskidt har været så fantastisk, og sammen med det er fulgt flere små af slagsen. Der er dog stadig ting, jeg ikke kan uden at råbe av for satan, og det er fx. at vaske hår, lave en hestehale eller anden virksomhed, der kræver at højre arm skal op i luften. Og i modsat retning vil den heller ikke, så når jeg skal putte tøj i vaskemaskinen, foregår det ved at jeg sætter mig ned på gulvet og fylder i maskinen, for bukker jeg mig forover, som man normalt vil gøre, så 'låses' der noget i nervesystemet, og min arm falder omgående i dyb søvn. Virkelig en syret fornemmelse, jeg kan simpelthen slukke og tænde for min højre arm, ved at bøje mig ned og op. En kær ven, som er sygeplejerske på en neurologisk afdeling sagde godt nok til mig, at det ville hun på det kraftigste anbefale mig at lade være med gøre (at slukke og tænde for armen), så jeg gør det ikke mere. 


Det gør også nas i armen at sidde ved pc og skrive, hvilket er grunden til at jeg ikke har skrevet ret meget, men også med det, går det fremad. Se bare, jeg skriver!

Husets tre børn er taget med mormor og morfar til Rømø i 5 dage, så jeg er alene hjemme med ham, der har en vielsesring magen til min. 
Og det er slet ikke så ringe, skulle jeg hilse og sige.

Ellers er det mest sindsoprivende, jeg kan fortælle, at jeg har været i Superbrugsen og handle og fyldt køleskabet med gode sager. Og at det nok gik lidt for stærkt med at få varerne pakket ud.





mandag den 22. juni 2015

Mit bidrag

Der kommer ingen større politiske ytringer fra mig, ingen nævneværdige post-valgkamps-kommentarer, og helst heller ingen hverken positive eller negative udfald om de enkelte partier eller sågar enkelte kandidater. Der er så rigeligt med folk, der råber op i det kor, og jeg har intet behov for at råbe med. 
Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke har tænkt en hel masse over det nyligt overståede danske folketingsvalg, for det har jeg. Både op til valgdagen, på selve dagen, og i de dage, der er gået efter.

Den tanke, der har blinket på lystavlen flest gange er, at jeg er stolt og taknemmelig over at leve i et demokratisk samfund, hvor der er nogen, der på vegne af os alle sammen, taler, argumenterer og plæderer for de pligter og rettigheder enhver borger i samfundet har, uanset geografisk og demografisk tilhørsforhold.

Jeg har haft valget meget langt nede i børnehøjde, fordi jeg ud over selv at have børn i huset, er dansklærer i en 1.klasse, og jeg har derfor tegnet og fortalt mere end én gang, at der nu engang er det antal småkager i kagedåsen, der er - og at det vi skal blive enige om, er hvordan vi deler småkagerne, for der er ikke nok til,  at vi alle kan æde løs af dåsen. 

Valget fik ikke det udfald, jeg havde håbet på og stemt efter, det skal slet ikke være nogen hemmelighed. Men jeg er ret skarp i min retorik på at holde fast i, at demokratiet har gjort lige præcis dét, demokratiet kan: Give folket en stemme, og den stemme er det nu op til de folkevalgte at forvalte efter bedste evne. Kommer jeg til at mærke nogen stor forskel i mit liv de kommende fire år? Jeg tror det næppe!

Og med hensyn til alt den snak om de 'gule stemmer': Jeg har stadig til gode at møde et menneske, der har stemt på Dansk Folkeparti, og som står åbent ved det. 
Kender simpelthen ikke én eneste? Derfor er jeg også meget bevidst om, at det jeg har at sige om personer, der stemmer gult, er fuldstændig ligeså fordomsfuldt og stigmatiserende, som man i den offentlige debat har det med at udtale sig om netop de vælgere. Sådan tror jeg faktisk ikke det er, men jeg ved det ikke, for jeg har som sagt aldrig været i stue med et menneske, der bekendte at han/hun stemte på DF. Har du? Jeg gad helt vildt godt blive klogere her, forstå mere. 

Mit bidrag til debatten her efter folketingsvalget 2015 er, at jeg hermed deler en artikel af tidligere biskop fra Århus Keld Holm. Han har nemlig fat i noget helt fuldstændig essentielt, som jeg ville ønske, vi brugte mere tid på at forholde os til, nemlig 'historieløsheden' og 'erindringstabet', som gør, at vi slet ikke forholder os til aktuelle problemstillinger som noget universelt. Keld Holm taler om at vi har mistet fornemmelsen af at være led i en lang kæde. Jeg kan virkelig anbefale dig at stoppe op, og bruge 10 minutter på at læse Keld Holms pointer. 

»Da mister vi sansen for, at vi er et led i en lang kæde. Man lever da i den tro, at man skal begynde forfra med alle erfaringer. Det er en farlig tendens, for så bliver man enormt henvist til sig selv. Der er en sammenhæng mellem dette erindringstab og en ufattelig selvoptagethed. En narcissisme. Man spejler hele tiden kun sig selv.«


Læs hele artiklen her og kom meget gerne med dit besyv.

"Undskyld, har du tænkt på at du en dag skal dø?

lørdag den 20. juni 2015

En over nakken

Det var en diskusprolaps. Faktisk næsten to. 
MR-scanningen af min nakke afslørede meget tydeligt hvorfor jeg, i efterhånden uoverskueligt mange uger, har haft så ondt, som jeg aldrig nogen sinde i mit hele lange liv har oplevet før. 
Fødsler og udtrækning af visdomstand - gå hjem og læg jer, I er NOTHING sammenlignet med de nætter, hvor jeg hvileløst har vandret rundt i huset, helt færdig af jagende, stikkende smerter i skulder og arm, som selv det receptpligtige morfinpræparat intet har kunnet hamle op imod.

Jeg har derfor måttet lægge supermandskappen fra mig for en stund. 
Er slået til jorden som ved et kølleslag, og selv de mindste praktiske gøremål i dagligdagen virker på de værste dage helt og aldeles uoverkommelige, fordi min højre arm smerter som var der ild indeni den. Smerterne stikker, brænder, svier og får mig til at græde, når jeg tankeløst løfter armen for at vaske eller rede mit hår. Jeg. Kan. Ikke. Løfte. Højre. Arm. 

Jeg er lille, jeg er sølle, jeg er ussel. 

Nætterne er de værste. Jeg bliver trist og bange, mister modet og rammes af katastrofetanker. Går det aldrig over? Hvad nu hvis?
Dagene kommer jeg igennem, og mange af dem med humøret i behold og en tapper tro på, at jeg selvfølgelig kommer mig i løbet af sommeren. 
Flemming-Fys siger, at jeg skal regne med at det varer 100 dage. Så længe er kroppen om selv at nedbryde en diskusprolaps. Der er gået ca. 30 nu, og bedringen er minimal. 
Og alligevel, nu jeg tænker over det: Jeg har ligget i min seng i to hele nætter nu, uden at være oppe pga. smerter. Det er en temmelig stor bedring, så det GÅR fremad, omend langsomt.

Det skal nok gå altsammen. 


søndag den 31. maj 2015

Dum i nakken

Vågnede en morgen for fire uger siden med en nakke, der var stiv som et bræt, en skulder der føltes som havde jeg fået tæv med en kølle - og en højre arm, der snurrede og sov.


Første gang, jeg sad hos lægen og pev over oventstående, gik der ikke mere en 2 minutter, før jeg stod ude på gaden igen med en henvisning til en fysioterapeut. Flemming-Fys er nu min bedste ven, for han kunne med det samme se, at det var noget helt galt. Så han sendte mig tilbage til lægen. Med besked om at jeg burde MR-scannes, for at finde ud af, hvad fanden er der er galt med min nakke.
 Lægen mente, vi skulle klappe hesten, gav mig akupunktur og det hjalp rigtig meget. Så meget at jeg selv troede på, at det var et spørgsmål om dels lidt hvile og dels at jeg tog mig sammen, for at komme de smerter til livs. Jeg nok helst en kost og fejede samtlige smerter ind under gulvtæppet, stillede en stol henover bulen, og så snakkede vi ikke mere om det.

Men det er ikke gået væk. Jeg har ondt. Sidder op og sover om natten, og vil allerhelst egentlig bare godt have savet den arm af, for den er i vejen lige meget hvad, jeg gør.
Ved det tredje lægebesøg var lægen heller ikke i tvivl mere, det skal undersøges, for føleforstyrrelser i arm og hånd, det kan vi ikke lide. Derfor går jeg nu og venter på en indkaldelse til en MR-scanning, mens jeg messer for mig selv, at jeg da overhovedet ikke har klaustrofobi, og at det at blive kørt ind i det larmende MR-monster ikke er noget, jeg på nogen måde frygter. Men det er som om, at lige meget, hvor mange gange jeg siger det, så optager min hjerne ikke helt ordene. 

Er tapet op i ryggen og laver nakkeøvelser én gang hver vågne time. Bevæger mig som en olding, og når det gør allermest ondt er jeg grædefærdig ved tanken om, hvordan jeg i længden holder smerterne ud, for tænk hvis det ikke går over? 
Flemming-Fys siger 100 dage og har sat en femmer på, at scaninngen vil vise at jeg har en diskosprolaps i nakken. Åh Gud, hvor jeg håber, at han ikke har ret. 

Dokumentar # 2:Mettes stemme

På Filmstriben kan man se dokumentarfilmen Mettes stemme, som handler om den 43-årige kvinde Mette, der siden hun var 8 år gammel har hørt stemmer inde i sit hovedet. Da Mette var barn, var det søde stemmer, der opmuntrede og kommenterede positivt, men som Mette blev teenager, kom de onde stemmer til. 

I 15 år har Mette været psykiatrisk patient med talrige indlæggelser og stærk medicinering til følge.
Filmen gav mig et sjældent, ægte og meget ærligt indblik i hvor pissehårdt det er at være syg. Psykisk syg. Mettes diagnose hedder 'Paranoid skozofreni', og det er ikke for småbørn, skulle jeg hilse og sige. I filmen fortæller hun ærligt om sin sygdom, om stemmerne og om zombie-livet i medicin-tågerne. I løbet af filmen beslutter Mette sig for at trappe ud af sin medicin, og den Mette, der træder tydeligere og tydeligere frem i takt med at medicineringen aftager, er en klog, tænksom, handlekraftig kvinde, der har ønsker og drømme for fremtiden.
Jeg fik så stor respekt for Mette og for det, hun har været igennem i sit liv, for undervejs dukker der et ubearbejdet traume fra fortiden op, som Mette også får dealet med.

'Mettes stemme' er en vigtig film, fordi den i høj grad bidrager til at nedbryde fordomme og samfundsmæssig stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme. Filmen - i kraft af Mette selv - giver en virkelig god indsigt i hvad det vil sige at leve med en psykiatrisk diagnose, og hvordan det er at være afhængig af et system, der ved Gud ikke altid tjener den syges bedste. 
Jeg fik i den grad udvidet min forståelse for mange ting, mens jeg så filmen. 

lørdag den 9. maj 2015

Dokumentar # 1: Mig og min far, hvem fanden gider klappe?

Nu vi taler om Anders Agger, så er det sådan at jeg helt generelt er en sucker for dokumentarfilm, der handler om mennesker. Film som afspejler mennesker, alle mulige forskellige slags mennesker. 

Jeg fanges i  særdeleshed relationerne mellem mennesker. Derfor ikke sært at mr. Agger har høj dokumentarstatus, for det er præcis det han og hans hold formår at formidle den ene gang efter den anden. Menneskene og det, der binder dem sammen og skiller dem ad.
Jeg har i den seneste tid set tre virkelig tankevækkende og seværdige dokumentarfilm, som var megagode.

Den første jeg vil nævne er Kathrine Ravn Kruses film: Mig og min far - hvem fanden gider klappe? 

Filmen handler om Kathrines alkoholiske far, og i løbet af de 57 minutter den varer, kommer man til at holde så meget af dem begge to. Kathrine er vendt hjem fra en række år i udlandet, og beslutter at lave en dokumentarfilm om sin far, der på det tidspunkt er ved at gå i hundene af mangeårigt druk. Faderen bor i en lejlighed så rodet og uhumsk at man ikke fatter, hvordan han kan bo der. Kathrine skildrer farens liv meget nøgternt uden at fordømme de valg, han i sit liv har truffet, at være i stand til det, må have krævet helt vildt hårdt arbejde. Relationen mellem far og datter er det fundament, der bærer filmen - og at handlingsrammen 'min far drikker sig ihjel', i løbet af filmen udvikler sig i en anden retning,  gør det bare endnu mere seværdig.


Filmen kan ses på DR's hjemmeside - jeg har linket til den her i indlægget.



Den anden dokumentarfilm, jeg vil fremhæve er filmen 'Mettes stemme'. Den skriver jeg om næste gang!

fredag den 24. april 2015

Anders Agger

Samme nat drømte jeg at han bankede ligeså stille på min dør, åbnede den sagte og hviskede 'så er det nu', hvorefter jeg listede ud med den taske under armen, der siden, jeg gik til ro havde stået pakket og klar under sengen. (Sidebemærkning: Egentlig ret flot at jeg selv i drømme husker at pakke og medbringe en taske, lige meget hvor jeg skal hen? Tag den, psykolog!?) En seng, jeg i øvrigt sov i alene, der var ingen forklaring på, hvor ham, der har en vielsesring magen til min, befandt sig? Der var heller ingen børn, formoder jeg, ellers ville jeg vel ikke bare skride midt om natten!

Det var mørkt udenfor, vi listede hen til hans bil, satte os ind og kørte hurtigt væk. Hvor skulle vi hen? Og hvordan var vi overhovedet kommet i tanke om at skulle stikke af sammen?


Manden i min drøm var Anders Agger. Ham den megalækre med den sexede stemme fra DR, som evner mere end noget andet tv-menneske, jeg kender at træde ind i et rum - og fuldstændig uanfægtet hvor grimt og fælt, der måtte være i det rum, turde blive der. Blive der længe -  sammen med det eller de menneske(r), der befinder sig i rummet. Og som til de mennesker, han møder, formår -  helt nede på jorden - at stille både de spørgsmål, der ligger ligefor, men også dem, der kradser i overfladen og gør ondt.

Jeg havde været til foredag med Anders Agger den aften, og jeg vil på ingen måde udelukke at det efterfølgende drømmecrush på ham, hang sammen med at jeg skulle have fulgtes til foredraget med ham, der har en vielsesring magen til min. Men så skete der det, (for ham) meget uheldige at han glemte alt om vores aftale, og kom til at lave en anden aftale  med en ven i stedet. Og noget med noget Champions League. Jeg tror, muligvis, siger det bare, at det havde noget med det at gøre, at jeg i min drøm sov alene...

Men altså, får du nogen sinde mulighed for at tage til foredrag med Mr. Agger, så gør det. Han er megagod. Underholdende på en dejlig uhøjtidelig og helt vildt jysk måde. Nærværende ad helvede til - på samme måde som i de mange formidable dokumentar-programmer, han har lavet for DR. 


Jeg husker særligt de fem programmer: 'Sømanden og Juristen, historier fra et hospice', hvor Anders Agger i seks uger arbejder som frivillig på et hospice i Hvide Sande. 








Hvor grænseoverskridende og smerteligt det end kan føles at få døende mennesker helt ind i stuen, mens man sidder med aftenkaffen foran sit tv, så er lige netop de programmer, noget af det mest livsbekræftende, jeg nogen sinde har set. 

Så jeg håber lidt at det var det, vi skulle i min drøm, Anders og jeg. Ud at finde nogle mennesker, vi kunne snakke med og lave dokumentar om. Alt andet er næsten for banalt, skriver jeg her, mens jeg griner højt og godt ved at det er det banale i livet, jeg foretrækker. 

Skrevet til 25.april 2015:

Du kan se de fem dokumentarskildringer her.
Jeg har set dem alle fem ud i én køre i dag, har grinet, grædt og mærket hvor meget det betyder for ens eget liv at møde, se og opleve at kunne spejle sig i andres. 

søndag den 12. april 2015

Okay okay, så siger vi at det var lidt sjovt


Men det var først, da jeg var færdig med at skrige af skræk, og den værste hjertebanken efter chokket havde lagt sig, at jeg var i stand til at smile en lille smule af børnenes joke. 

Godt det ikke var Blogsbjergs søn, Anton, det gik ud over. Han og jeg har åbenbart samme type fobi. 

søndag den 5. april 2015

Opstandelsen

Det er opstandelsen, der i kristendommen er den forskel, der gør en forskel. 

Påsken er på alle måder en større begivenhed i kristendommen end julen. 
Det er den fordi det drama, der udspillede sig i Jerusalem i påskedagene rummer hele kristendommens kerne: Opstandelsen.

Det særlige ved Jesus var ikke at han blev født (omend undfangelsen dog var noget bemærkelsesværdig), og og det særlige var heller ikke at han blev slået ihjel for at udbrede kontroversielle synspunkter; det sker dagligt i vor tid at et menneske et sted i verden må lade livet for at sige, mene eller tro noget bestemt...
Næh, det helt fuldstændig mærkelige og særlige ved Jesus er at han vendte tilbage til livet tre dage efter sin død! 


A crucifix stands in a cemetery just outside of Whittemore, Iowa. Religion fills the lives of many throughout Middle America, helping form political convictions that have proven a powerful voting block.
Billedet er lånt her


Om opstandelsen er der sagt og skrevet meget. Min til alle tider yndlings-socialdemokrat, desværre nu afdøde, Svend Auken, sagde i denne artikel fra 2008 om opstandelsen:

"Opstandelsen betyder, at krsitendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det"

Skulle man (du) have lyst til at dykke lidt mere ned i, hvad det her påskehalløj egentlig er for et kirkeligt tema, så læs denne artikel fra Kristelig Dagblad, der omtaler det paradoks - eller den kamp om man vil - det har været at rumme den strenge straffende jødiske Gud, som Luther i 1500-tallet tog det endelige fortolkningsopgør med, og dermed reformerede kirken og  den traditionelle udlægning af Gud. En gud,  der i sin reformerte udgave er en mild og kærlig kraft, der kun vil mennesket det gode. 

Personligt er jeg er kommet til at forstå kristendommen meget mere ved at gå i kirke i påskedagene, for det er i påsken, der deles ud af kristendommens hovedstol. Det er lige nu, i disse dage, at meningen med det hele er allermest tydelig. 
Det er opstandelsen, der er den forskel, der gør en forskel. 

Bare tage en ting som nadveren, der praktiseres til almindelige gudstjenester hver søndag landet over. 
Hvad er det egentlig for et mystifistisk symbol, vi her udfører? Det hænger sammen med påsken. Til ihukommelse af Jesus, der aftenen før han døde, indtog vin og brød sammen med sine venner. Og så sagde han til vennerne at fremover skulle fortsætte med at samles over brød og vin, sådan at de kunne huske ham, og de fællesskab de havde haft sammen med ham. På den måde ville de - og senere vi - opleve det, som at han var til stede under disse måltider. - Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.