fredag den 24. april 2015

Anders Agger

Samme nat drømte jeg at han bankede ligeså stille på min dør, åbnede den sagte og hviskede 'så er det nu', hvorefter jeg listede ud med den taske under armen, der siden, jeg gik til ro havde stået pakket og klar under sengen. (Sidebemærkning: Egentlig ret flot at jeg selv i drømme husker at pakke og medbringe en taske, lige meget hvor jeg skal hen? Tag den, psykolog!?) En seng, jeg i øvrigt sov i alene, der var ingen forklaring på, hvor ham, der har en vielsesring magen til min, befandt sig? Der var heller ingen børn, formoder jeg, ellers ville jeg vel ikke bare skride midt om natten!

Det var mørkt udenfor, vi listede hen til hans bil, satte os ind og kørte hurtigt væk. Hvor skulle vi hen? Og hvordan var vi overhovedet kommet i tanke om at skulle stikke af sammen?


Manden i min drøm var Anders Agger. Ham den megalækre med den sexede stemme fra DR, som evner mere end noget andet tv-menneske, jeg kender at træde ind i et rum - og fuldstændig uanfægtet hvor grimt og fælt, der måtte være i det rum, turde blive der. Blive der længe -  sammen med det eller de menneske(r), der befinder sig i rummet. Og som til de mennesker, han møder, formår -  helt nede på jorden - at stille både de spørgsmål, der ligger ligefor, men også dem, der kradser i overfladen og gør ondt.

Jeg havde været til foredag med Anders Agger den aften, og jeg vil på ingen måde udelukke at det efterfølgende drømmecrush på ham, hang sammen med at jeg skulle have fulgtes til foredraget med ham, der har en vielsesring magen til min. Men så skete der det, (for ham) meget uheldige at han glemte alt om vores aftale, og kom til at lave en anden aftale  med en ven i stedet. Og noget med noget Champions League. Jeg tror, muligvis, siger det bare, at det havde noget med det at gøre, at jeg i min drøm sov alene...

Men altså, får du nogen sinde mulighed for at tage til foredrag med Mr. Agger, så gør det. Han er megagod. Underholdende på en dejlig uhøjtidelig og helt vildt jysk måde. Nærværende ad helvede til - på samme måde som i de mange formidable dokumentar-programmer, han har lavet for DR. 


Jeg husker særligt de fem programmer: 'Sømanden og Juristen, historier fra et hospice', hvor Anders Agger i seks uger arbejder som frivillig på et hospice i Hvide Sande. 








Hvor grænseoverskridende og smerteligt det end kan føles at få døende mennesker helt ind i stuen, mens man sidder med aftenkaffen foran sit tv, så er lige netop de programmer, noget af det mest livsbekræftende, jeg nogen sinde har set. 

Så jeg håber lidt at det var det, vi skulle i min drøm, Anders og jeg. Ud at finde nogle mennesker, vi kunne snakke med og lave dokumentar om. Alt andet er næsten for banalt, skriver jeg her, mens jeg griner højt og godt ved at det er det banale i livet, jeg foretrækker. 

Skrevet til 25.april 2015:

Du kan se de fem dokumentarskildringer her.
Jeg har set dem alle fem ud i én køre i dag, har grinet, grædt og mærket hvor meget det betyder for ens eget liv at møde, se og opleve at kunne spejle sig i andres. 

søndag den 12. april 2015

Okay okay, så siger vi at det var lidt sjovt


Men det var først, da jeg var færdig med at skrige af skræk, og den værste hjertebanken efter chokket havde lagt sig, at jeg var i stand til at smile en lille smule af børnenes joke. 

Godt det ikke var Blogsbjergs søn, Anton, det gik ud over. Han og jeg har åbenbart samme type fobi. 

søndag den 5. april 2015

Opstandelsen

Det er opstandelsen, der i kristendommen er den forskel, der gør en forskel. 

Påsken er på alle måder en større begivenhed i kristendommen end julen. 
Det er den fordi det drama, der udspillede sig i Jerusalem i påskedagene rummer hele kristendommens kerne: Opstandelsen.

Det særlige ved Jesus var ikke at han blev født (omend undfangelsen dog var noget bemærkelsesværdig), og og det særlige var heller ikke at han blev slået ihjel for at udbrede kontroversielle synspunkter; det sker dagligt i vor tid at et menneske et sted i verden må lade livet for at sige, mene eller tro noget bestemt...
Næh, det helt fuldstændig mærkelige og særlige ved Jesus er at han vendte tilbage til livet tre dage efter sin død! 


A crucifix stands in a cemetery just outside of Whittemore, Iowa. Religion fills the lives of many throughout Middle America, helping form political convictions that have proven a powerful voting block.
Billedet er lånt her


Om opstandelsen er der sagt og skrevet meget. Min til alle tider yndlings-socialdemokrat, desværre nu afdøde, Svend Auken, sagde i denne artikel fra 2008 om opstandelsen:

"Opstandelsen betyder, at krsitendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det"

Skulle man (du) have lyst til at dykke lidt mere ned i, hvad det her påskehalløj egentlig er for et kirkeligt tema, så læs denne artikel fra Kristelig Dagblad, der omtaler det paradoks - eller den kamp om man vil - det har været at rumme den strenge straffende jødiske Gud, som Luther i 1500-tallet tog det endelige fortolkningsopgør med, og dermed reformerede kirken og  den traditionelle udlægning af Gud. En gud,  der i sin reformerte udgave er en mild og kærlig kraft, der kun vil mennesket det gode. 

Personligt er jeg er kommet til at forstå kristendommen meget mere ved at gå i kirke i påskedagene, for det er i påsken, der deles ud af kristendommens hovedstol. Det er lige nu, i disse dage, at meningen med det hele er allermest tydelig. 
Det er opstandelsen, der er den forskel, der gør en forskel. 

Bare tage en ting som nadveren, der praktiseres til almindelige gudstjenester hver søndag landet over. 
Hvad er det egentlig for et mystifistisk symbol, vi her udfører? Det hænger sammen med påsken. Til ihukommelse af Jesus, der aftenen før han døde, indtog vin og brød sammen med sine venner. Og så sagde han til vennerne at fremover skulle fortsætte med at samles over brød og vin, sådan at de kunne huske ham, og de fællesskab de havde haft sammen med ham. På den måde ville de - og senere vi - opleve det, som at han var til stede under disse måltider. - Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.

onsdag den 1. april 2015

Alt godt i påskeland

Vi vågner langsomt, dasker rundt i nattøj, ser tv og Ipad i seng og sofa. Vi spiser morgenmad og snakker om løst og fast. Jeg elsker det. Nu. Sådan har det ikke altid været, men det er det nu. Jeg elsker det. At have fri sammen med børnene og komme ned i det gear, hvor jeg kan mærke at jeg nyder det, fremfor at have hovedet fyldt med lister over ting, jeg skal have gjort. Jeg har holdt langt de fleste skoleferier alene med mine børn, og det var, da de var yngre, ikke altid lige morsomt. Da de to ældste var helt små, kunne fridagene være lange som ørkenvandringer, fordi jeg var så fandens træt hele tiden.
Mellempigen sov ikke igennem om natten, før hun som knap 2-årig fik dræn i ørerne, og det betød ofte at dagene startede i minus. Minus søvn og minus overskud gav minus hygge. 
De var kun nogle få år, det stod på, men jeg husker det stadig med gru. 

Derfor sender jeg en særlig varm og kærlig hilsen ud til alle jer, der holder påskeferie med små børn, mens jeres ægtefælle er på arbejde. May the force be with you!


Min liste over påskens højdepunkter fortsætter her:

#Filmstriben er kommet som app. Det betyder at jeg nu kan ligge under dynen med Ipaden og se den ene gode film efter den anden. Med sit biblioteks-login har man 6 filmlån om måneden. Vi er tre i familien, der har en kode, så vi løber ikke tør.
Igår så jeg 'A dangerous method' fra 2011, den med Jung og Freud (spillet af Viggo Mortensen!) og en (til at begynde med) meget mentalt forstyrret Keira Knighky. En rigtig god film.


#Askepot, Disneys nyeste eventyr. En menneskefilm, det kalder Lillepigen film, der er ikke er tegnefilm. 
Vi så den i biffen forleden. Jeg var solgt, seriøst, det var jeg, og nød virkelig filmen, for den var rigtig flot lavet, persongalleriet var troværdigt og fortællingen i det oprindelige eventyr bevaret intakt. Og altså pigen Ella, som siden får tilnavnet Askepot var jo bare så smuk at det er til at tude over. Og det er jo ikke fordi man sidder i åndeløs spænding for at se, OM hun så faktisk kan passe den sko, prinsen er rundt at tjekke på alle rigets unge damer, og alligevel er lettelsen så stor, da Askepots fod ubesværet glider ned i den fine glassko. Se den film med dine børn, også hvis det er sønner. Man går ud at biografen med stor lyst til at være tapper og kærlig resten af sit liv.


Eventyret om Askepot - Org.Vers.


#AprilsnarDa jeg læste det her, kom jeg i tanke om at det er den første april i dag. Godt forsøgt, DR, jeg grinede højt!


Senere på dagen går turen østpå til familiedage på Sjælland og herfra med færgen fra Sj. Odde hjem til Århus. Ja, sådan siger jeg altså stadig efter 10 år i eksil. Hjem til Århus. 

mandag den 30. marts 2015

Passende påske

Den kom præcis i tide igen i år, den meget eftertragtede påskeferie, som indhentede mig efter en slidsom periode fyldt med opgaver både på arbejde og hjemme.
Nu er jeg landet i påskeferien og glædes over:

# Børn, der er så store at de både kan passe sig selv og hinanden, men ikke større end at de er hjemme og godt gider både lege, bage og spille brætspil indimellem deres mange skærm- og sumpetimer.

# Fortitude! International serie på Tv2 med bl.a Sofie Gråbøl i fremtrædende rolle. Jeg sluger 2 afsnit ad gangen råt via TV2 play. Der er noget mega fedt Twin Peaks-agtigt over den serie, og jeg er vild med den.

# GoMore, hvor jeg som helt ny bruger, jublede for vildt over at jeg på få dage solgte fire ture, to til Kbh og to tilbage igen. Det koncept er jo genialt! Vi hjælper nogen billigt på vej, og får selv dækket en del af vores transportudgifter. Smart, nemt og tilmed CO2-besparende.
Jeg er fan!

#Oprydning. Jeg ved ikke hvor lysten pludselig er dukket op fra, det må guderne vide, men en gal oprydningsfanden har taget ved mig, og jeg rydder ud og sorterer i tøjskabe, opbevaringsskuffer og andre gemmesteder. Hver eneste gang, der ryger noget UD, mærker jeg ren og ufortyndet lettelse. 


Vejret er på en måde elendigt. Det blæser og regner lige nu, men bag de grå skyer spreder solen et insisterende blidt lys, som understreger at det er forår.





tirsdag den 24. marts 2015

Ny stil

Jeg lader altid telefonen ligge i bilen, når jeg går ind på skolen for at hente mit barn.

Jeg tager ikke længere telefonen med på toilettet.


Jeg går ikke på facebook i mine pauser på arbejde.


Når jeg sidder et sted og venter, tager jeg ikke min iPhone frem som vente-underholding. I stedet ser jeg mig omkring.


Jeg 'bladrer' ikke længere rastløst på min iPad til møder. Heller ikke de kedelige møder.

Jeg har kun opmærksomheden på én skærm ad gangen - og ikke som nu, hvor jeg kan have gang i både tv, iPhone og iPad på samme tid.



Jeg vil simpelthen være mere opmærksom i verden. 

Mere til stede. Er så træt af at glo på folk, der sidder og glor i en skærm. Og pissetræt af at jeg selv er blevet én af dem, der bruger hver eneste ledige stund til at sidde og glo ind i en skærm.




Jeg vil UD af det misbrug!

For mit vedkommende bliver det fra i morgen. 


Vil du være med?



søndag den 22. marts 2015

Skrevet af én på 119 år

Tømmermænd er bedre end ingen mænd. 
Sådan sagde vi og så trillede vi rundt i sengen af grin, bedsteveninden og jeg, der som 19-20 årige opfandt dette motto, når vi efter heftige byture i Århus' natteliv, næste morgen vågnede splattede og udkogte af sprut, dans og alt for lidt søvn.

Det var på ingen måde tilfældigt at mine tanker netop i morges, da jeg vågnede, tog en rejse til fortiden og det indledende citat, for ud over at der altså var en mand i mit soveværelse, og at det til alt held var ham, der har en vielsesring magen til min, så dækker beskrivelsen splattet og udkog af sprut, dans og alt for lidt søvn helt utrolig præcist min tilstand.

Vi var i aftes til den dejligste fest hos den sødeste fødselar, som havde skabt helt ideelle rammer for en herlig aften. God mad, velsmagende øl og vine i  en hyggelig stue fyldt med spændende, festlige og snakkesaglige mennesker. Der var alt, hvad der skal til for at skabe en god fest. Og det blev den bedste meget længe.

Og så ligger man jo som bekendt som man har redt. Og det har for mit vedkommende betydet at jeg på hele denne søndag har haft en klar fornemmelse af, hvordan det må være at være meget meget gammel. I både krop og sjæl har jeg følt mig som en på, ja jeg vil tro det må være omkring 119 år. 


Men!
Jeg har det på INGE MÅDE som manden på tegningen herunder.
Jeg gør det gerne igen. Det skal bare ikke lige være i dag.

Ingen mirakelkur mod tømmermænd - 1
Billedet er lånt her


søndag den 8. marts 2015

Mig og løb

Jeg er ikke én, der løber, og jeg bliver det heller aldrig. 

Sådan overvejede jeg at begynde dette indlæg, men så var det at jeg læste sætningen med skinger indre stemme og sagde til mig selv, som jeg ville have sagt det til enhver anden, der kom med så ufleksibel og stigmatiserende en udtalelse:

 'Der er edderdytme ikke megen plads til øvelse, udvikling og forbedring i den måde, du får sagt det på'. 

Så jeg prøver at begynde på en anden måde. 
Den kommer så her.
Jeg ville så megagerne være god til at løbe. Og jeg øver mig, men ikke ofte nok, for jeg har svært ved at tage mig sammen til at komme afsted. Men hver eneste gang, jeg kommer afsted, så oplever jeg at det, der i begyndelsen føles som en fæl og ond straf, transformeres om til en dejlig præmie af selvfed velvære, som jeg lever højt i dagevis. 

Jeg har mange regler, når jeg løber, og undervejs på turen kommer der hele tiden nye til. Ofte beslutter jeg allerede aftenen før at jeg vil løbe næste morgen. Jeg husker det med det samme, når jeg vågner, men skal først lige drikke kaffe i sengen. Og spise morgenmad. Og på toilet. Og sætte en vask over. Så i løbetøjet. Finde skoene. Og arm-holderen til iPhonen. Og tjekke musikken. Og indstille Endomondo. Og finde en kasket. Det kan sagtens tage et par timer. Men til sidst kommer jeg da langt om længe ud af døren. 

Efter 500 m:
Ih, hvor går det godt, hey jeg er god, jeg nupper sgu de 5 km på 30 minutter uden en eneste pause i dag, I can feel it in the air... og solen skinner, fuglene synger og himlen er blå.

Efter 1 km:
Man må godt gå op ad de stejleste bakker, faktisk er det farligt at løbe op af bakkerne i en skov, man vrikker nemt om i det bløde underlag, og jeg vil jo ikke falde eller have forstuvnings-skader.

Efter 1,5 km:
Når der er så stærk modvind som nu, er det helt ok at gå lidt, man må gå i ét minut. Eller to, hvis det passer bedre med musikken i ørerne. Eller tre. 

Efter 2 km:
Man må også godt gå op ad de næst-stejleste bakker.

Efter 3 km:
Nu er jeg over halvvejs og dermed teknisk set på vej hjem. Nu burde det blive nemmere, fordi psyken er med mig. Kom nuuuu, bliv nemmere for helvede. Jeg hader at løbe, jeg gider ikke løbe, det bliver sidste gang, det her. Løb stinker, det er slet ikke noget for mig.

Efter 4 km:
Jeg kunne også nøjes med at løbe 4 km, kan snart ikke mere, har jo allerede gjort det godt i dag og 4 km er da langt bedre end 0 km, hov ham derovre på den anden side ad gaden kender jeg, jeg løber lige videre, så længe han går der med sine børn. 

Efter 4,5 km:
Nu er der kun 500 m hjem, så nu løber jeg sgu resten af vejen, nej jeg går lige op ad den her bakke, og SÅ løber jeg hjem. Det kan jeg godt. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg er sej, jeg er stærk, jeg vil. 

Efter 5 km:
Ligger splattet ud på gulvet i entréen, er mørkerød i fjæset, sveder som en hest, men endorfinerne pisker rundt i kroppen og jeg har det så godt, for jeg mærker velvære over det hele, og det breder sig i sjælen. Jeg glæder mig allerede til næste gang. Der skal ikke gå så længe som sidst, for det er så dejligt at løbe en tur. Jeg elsker at løbe,og hvis jeg bliver ved med at øve mig, kan jeg selvfølgelig blive god til det. 




Laver udstræk på stuegulvet.
Nu forstår jeg, hvorfor det ikke ikke gik så godt med løbeturen i dag.
Nye løbestrømper fra Føtex,
men kan åbenbart ikke kende forskel på højre og venstre!


Svede-i-sofaen-selfie, havde lidt svært ved at finde passende grimasse.
Det er sket før, det med at jeg laver mærkelige ansigter til kameraet.
Se fx det  her tossede indlæg.



lørdag den 7. marts 2015

Det beklager jeg virkelig

Lisbeth, som har den dejligste blog Livsglimt, gjorde mig i en kommentar til  dette indlæg, opmærksom på at jeg er kommet til at gøre noget, som man ikke må!

Noget rigtig fejt. Som jeg hermed beklager på det dybeste. 

Jeg har nemlig afsløret slutningen på en film, og det kan man ikke være bekendt at gøre. 
Lillepigen og så familiefilmen Paddington i søndags, og det må have været fordi jeg blev så opslugt af filmen at jeg glemte at tænke mig om. For mig og Lillepigen sad jo helt ude på kanten af biografsædet og kunne næsten ikke holde til at det hele tiden var ved at gå helt galt for Paddington. Og vi var så nervøse for, om han klarede de helt utrolig mange farlige udfordringer, der lissom i en lind strøm bare væltede ind på hans vej.

Så hvis du ikke vil vide om han blev reddet i sidste sekund ved at de søde mennesker greb ham i benene, da han hang med hovedet nedad i en skorsten, ELLER om han styrtede ned med 100 km i timen og blev tilintetgjort, så lad ENDELIG være med at læse billedteksten under billedet fra biografen.
Men se filmen, for den er supergo' underholdning for både voksne og børn.



søndag den 1. marts 2015

Dejlig weekend

Lige nu sidder ham, der har en vielsesring magen til min sammen med sin voksne søn på det kendte Santiago Bernabéu Stadion og glæder sig helt vildt til at se Real Madrid mod Villareal. De to er på drengetur sammen, og de har glædet sig fuldstændig råddent skråt. 
Mine ældste døtre har været hos deres far i weekenden. Og min weekend? Jamen jeg har jeg så, i  konstant non-stop uafbrudt følge med den seksårige Lillepige set Disney Sjov og X-factor, gjort huset rent, vasket 10 maskinfulde, været til morfars fødselsdag, sovet i arm (med den seksårige forstås), været i biografen og se Paddington, bagt pølsehorn, lavet aftensmad, smurt madpakker og læst godnathistorie. Det har virkelig været en spændende weekend, og jeg ville da overhovedet slet ikke bytte med dem, der har spist tapas og drukket spansk øl i Madrid... Host host!

Lidt snapshots fra weekenden:

Hos mig lærer børn ret tidligt at rydde op og gøre rent på deres eget værelse.
Selvom det er meget nemmere og hurtigere selv at gøre det, skal de selv.
Her er Lillepigen ved at støvsuge under sengen. Der var sgu nærmest levende derinde!
Vist meget længe siden, det sidst er blevet gjort :-/



Søndag morgen kl. 8 i lortevejr. En mormor og to børnebørn, der afprøver henholdsvis
rulleskøjter og løbehjul.
Mormor og morfar bor nemlig på et lukket vænge, hvor der er mulighed for at
øve og køre lange lige stræk på asfalt. 



Lillepigen og jeg i biffen og se Paddington. Herlig film, som klart kan anbefales,
og sagtens kan ses af lidt ældre børn også. Den rare og velopdragne bjørn Paddington måtte så
grueligt meget igennem inden han til allersidst endelig fik sig en familie og et hjem.
Både Lillepigen og jeg var meget lettede over at det hele faldt på plads lige i sidste
øjeblik og at Paddington med nød og næppe undgik at blive til en udstoppet bjørn.