onsdag den 1. april 2015

Alt godt i påskeland

Vi vågner langsomt, dasker rundt i nattøj, ser tv og Ipad i seng og sofa. Vi spiser morgenmad og snakker om løst og fast. Jeg elsker det. Nu. Sådan har det ikke altid været, men det er det nu. Jeg elsker det. At have fri sammen med børnene og komme ned i det gear, hvor jeg kan mærke at jeg nyder det, fremfor at have hovedet fyldt med lister over ting, jeg skal have gjort. Jeg har holdt langt de fleste skoleferier alene med mine børn, og det var, da de var yngre, ikke altid lige morsomt. Da de to ældste var helt små, kunne fridagene være lange som ørkenvandringer, fordi jeg var så fandens træt hele tiden.
Mellempigen sov ikke igennem om natten, før hun som knap 2-årig fik dræn i ørerne, og det betød ofte at dagene startede i minus. Minus søvn og minus overskud gav minus hygge. 
De var kun nogle få år, det stod på, men jeg husker det stadig med gru. 

Derfor sender jeg en særlig varm og kærlig hilsen ud til alle jer, der holder påskeferie med små børn, mens jeres ægtefælle er på arbejde. May the force be with you!


Min liste over påskens højdepunkter fortsætter her:

#Filmstriben er kommet som app. Det betyder at jeg nu kan ligge under dynen med Ipaden og se den ene gode film efter den anden. Med sit biblioteks-login har man 6 filmlån om måneden. Vi er tre i familien, der har en kode, så vi løber ikke tør.
Igår så jeg 'A dangerous method' fra 2011, den med Jung og Freud (spillet af Viggo Mortensen!) og en (til at begynde med) meget mentalt forstyrret Keira Knighky. En rigtig god film.


#Askepot, Disneys nyeste eventyr. En menneskefilm, det kalder Lillepigen film, der er ikke er tegnefilm. 
Vi så den i biffen forleden. Jeg var solgt, seriøst, det var jeg, og nød virkelig filmen, for den var rigtig flot lavet, persongalleriet var troværdigt og fortællingen i det oprindelige eventyr bevaret intakt. Og altså pigen Ella, som siden får tilnavnet Askepot var jo bare så smuk at det er til at tude over. Og det er jo ikke fordi man sidder i åndeløs spænding for at se, OM hun så faktisk kan passe den sko, prinsen er rundt at tjekke på alle rigets unge damer, og alligevel er lettelsen så stor, da Askepots fod ubesværet glider ned i den fine glassko. Se den film med dine børn, også hvis det er sønner. Man går ud at biografen med stor lyst til at være tapper og kærlig resten af sit liv.


Eventyret om Askepot - Org.Vers.


#AprilsnarDa jeg læste det her, kom jeg i tanke om at det er den første april i dag. Godt forsøgt, DR, jeg grinede højt!


Senere på dagen går turen østpå til familiedage på Sjælland og herfra med færgen fra Sj. Odde hjem til Århus. Ja, sådan siger jeg altså stadig efter 10 år i eksil. Hjem til Århus. 

mandag den 30. marts 2015

Passende påske

Den kom præcis i tide igen i år, den meget eftertragtede påskeferie, som indhentede mig efter en slidsom periode fyldt med opgaver både på arbejde og hjemme.
Nu er jeg landet i påskeferien og glædes over:

# Børn, der er så store at de både kan passe sig selv og hinanden, men ikke større end at de er hjemme og godt gider både lege, bage og spille brætspil indimellem deres mange skærm- og sumpetimer.

# Fortitude! International serie på Tv2 med bl.a Sofie Gråbøl i fremtrædende rolle. Jeg sluger 2 afsnit ad gangen råt via TV2 play. Der er noget mega fedt Twin Peaks-agtigt over den serie, og jeg er vild med den.

# GoMore, hvor jeg som helt ny bruger, jublede for vildt over at jeg på få dage solgte fire ture, to til Kbh og to tilbage igen. Det koncept er jo genialt! Vi hjælper nogen billigt på vej, og får selv dækket en del af vores transportudgifter. Smart, nemt og tilmed CO2-besparende.
Jeg er fan!

#Oprydning. Jeg ved ikke hvor lysten pludselig er dukket op fra, det må guderne vide, men en gal oprydningsfanden har taget ved mig, og jeg rydder ud og sorterer i tøjskabe, opbevaringsskuffer og andre gemmesteder. Hver eneste gang, der ryger noget UD, mærker jeg ren og ufortyndet lettelse. 


Vejret er på en måde elendigt. Det blæser og regner lige nu, men bag de grå skyer spreder solen et insisterende blidt lys, som understreger at det er forår.





tirsdag den 24. marts 2015

Ny stil

Jeg lader altid telefonen ligge i bilen, når jeg går ind på skolen for at hente mit barn.

Jeg tager ikke længere telefonen med på toilettet.


Jeg går ikke på facebook i mine pauser på arbejde.


Når jeg sidder et sted og venter, tager jeg ikke min iPhone frem som vente-underholding. I stedet ser jeg mig omkring.


Jeg 'bladrer' ikke længere rastløst på min iPad til møder. Heller ikke de kedelige møder.

Jeg har kun opmærksomheden på én skærm ad gangen - og ikke som nu, hvor jeg kan have gang i både tv, iPhone og iPad på samme tid.



Jeg vil simpelthen være mere opmærksom i verden. 

Mere til stede. Er så pisse træt af at glo på folk, der sidder og glor i en skærm. Og pissetræt af at jeg selv er blevet én af dem, der bruger hver eneste ledige stund til at sidde og glo ind i en skærm.




Jeg vil UD af det misbrug!

For mit vedkommende bliver det fra i morgen. 


Vil du være med?



søndag den 22. marts 2015

Skrevet af én på 119 år

Tømmermænd er bedre end ingen mænd. 
Sådan sagde vi og så trillede vi rundt i sengen af grin, bedsteveninden og jeg, der som 19-20 årige opfandt dette motto, når vi efter heftige byture i Århus' natteliv, næste morgen vågnede splattede og udkogte af sprut, dans og alt for lidt søvn.

Det var på ingen måde tilfældigt at mine tanker netop i morges, da jeg vågnede, tog en rejse til fortiden og det indledende citat, for ud over at der altså var en mand i mit soveværelse, og at det til alt held var ham, der har en vielsesring magen til min, så dækker beskrivelsen splattet og udkog af sprut, dans og alt for lidt søvn helt utrolig præcist min tilstand.

Vi var i aftes til den dejligste fest hos den sødeste fødselar, som havde skabt helt ideelle rammer for en herlig aften. God mad, velsmagende øl og vine i  en hyggelig stue fyldt med spændende, festlige og snakkesaglige mennesker. Der var alt, hvad der skal til for at skabe en god fest. Og det blev den bedste meget længe.

Og så ligger man jo som bekendt som man har redt. Og det har for mit vedkommende betydet at jeg på hele denne søndag har haft en klar fornemmelse af, hvordan det må være at være meget meget gammel. I både krop og sjæl har jeg følt mig som en på, ja jeg vil tro det må være omkring 119 år. 


Men!
Jeg har det på INGE MÅDE som manden på tegningen herunder.
Jeg gør det gerne igen. Det skal bare ikke lige være i dag.

Ingen mirakelkur mod tømmermænd - 1
Billedet er lånt her


søndag den 8. marts 2015

Mig og løb

Jeg er ikke én, der løber, og jeg bliver det heller aldrig. 

Sådan overvejede jeg at begynde dette indlæg, men så var det at jeg læste sætningen med skinger indre stemme og sagde til mig selv, som jeg ville have sagt det til enhver anden, der kom med så ufleksibel og stigmatiserende en udtalelse:

 'Der er edderdytme ikke megen plads til øvelse, udvikling og forbedring i den måde, du får sagt det på'. 

Så jeg prøver at begynde på en anden måde. 
Den kommer så her.
Jeg ville så megagerne være god til at løbe. Og jeg øver mig, men ikke ofte nok, for jeg har svært ved at tage mig sammen til at komme afsted. Men hver eneste gang, jeg kommer afsted, så oplever jeg at det, der i begyndelsen føles som en fæl og ond straf, transformeres om til en dejlig præmie af selvfed velvære, som jeg lever højt i dagevis. 

Jeg har mange regler, når jeg løber, og undervejs på turen kommer der hele tiden nye til. Ofte beslutter jeg allerede aftenen før at jeg vil løbe næste morgen. Jeg husker det med det samme, når jeg vågner, men skal først lige drikke kaffe i sengen. Og spise morgenmad. Og på toilet. Og sætte en vask over. Så i løbetøjet. Finde skoene. Og arm-holderen til iPhonen. Og tjekke musikken. Og indstille Endomondo. Og finde en kasket. Det kan sagtens tage et par timer. Men til sidst kommer jeg da langt om længe ud af døren. 

Efter 500 m:
Ih, hvor går det godt, hey jeg er god, jeg nupper sgu de 5 km på 30 minutter uden en eneste pause i dag, I can feel it in the air... og solen skinner, fuglene synger og himlen er blå.

Efter 1 km:
Man må godt gå op ad de stejleste bakker, faktisk er det farligt at løbe op af bakkerne i en skov, man vrikker nemt om i det bløde underlag, og jeg vil jo ikke falde eller have forstuvnings-skader.

Efter 1,5 km:
Når der er så stærk modvind som nu, er det helt ok at gå lidt, man må gå i ét minut. Eller to, hvis det passer bedre med musikken i ørerne. Eller tre. 

Efter 2 km:
Man må også godt gå op ad de næst-stejleste bakker.

Efter 3 km:
Nu er jeg over halvvejs og dermed teknisk set på vej hjem. Nu burde det blive nemmere, fordi psyken er med mig. Kom nuuuu, bliv nemmere for helvede. Jeg hader at løbe, jeg gider ikke løbe, det bliver sidste gang, det her. Løb stinker, det er slet ikke noget for mig.

Efter 4 km:
Jeg kunne også nøjes med at løbe 4 km, kan snart ikke mere, har jo allerede gjort det godt i dag og 4 km er da langt bedre end 0 km, hov ham derovre på den anden side ad gaden kender jeg, jeg løber lige videre, så længe han går der med sine børn. 

Efter 4,5 km:
Nu er der kun 500 m hjem, så nu løber jeg sgu resten af vejen, nej jeg går lige op ad den her bakke, og SÅ løber jeg hjem. Det kan jeg godt. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg er sej, jeg er stærk, jeg vil. 

Efter 5 km:
Ligger splattet ud på gulvet i entréen, er mørkerød i fjæset, sveder som en hest, men endorfinerne pisker rundt i kroppen og jeg har det så godt, for jeg mærker velvære over det hele, og det breder sig i sjælen. Jeg glæder mig allerede til næste gang. Der skal ikke gå så længe som sidst, for det er så dejligt at løbe en tur. Jeg elsker at løbe,og hvis jeg bliver ved med at øve mig, kan jeg selvfølgelig blive god til det. 




Laver udstræk på stuegulvet.
Nu forstår jeg, hvorfor det ikke ikke gik så godt med løbeturen i dag.
Nye løbestrømper fra Føtex,
men kan åbenbart ikke kende forskel på højre og venstre!


Svede-i-sofaen-selfie, havde lidt svært ved at finde passende grimasse.
Det er sket før, det med at jeg laver mærkelige ansigter til kameraet.
Se fx det  her tossede indlæg.



lørdag den 7. marts 2015

Det beklager jeg virkelig

Lisbeth, som har den dejligste blog Livsglimt, gjorde mig i en kommentar til  dette indlæg, opmærksom på at jeg er kommet til at gøre noget, som man ikke må!

Noget rigtig fejt. Som jeg hermed beklager på det dybeste. 

Jeg har nemlig afsløret slutningen på en film, og det kan man ikke være bekendt at gøre. 
Lillepigen og så familiefilmen Paddington i søndags, og det må have været fordi jeg blev så opslugt af filmen at jeg glemte at tænke mig om. For mig og Lillepigen sad jo helt ude på kanten af biografsædet og kunne næsten ikke holde til at det hele tiden var ved at gå helt galt for Paddington. Og vi var så nervøse for, om han klarede de helt utrolig mange farlige udfordringer, der lissom i en lind strøm bare væltede ind på hans vej.

Så hvis du ikke vil vide om han blev reddet i sidste sekund ved at de søde mennesker greb ham i benene, da han hang med hovedet nedad i en skorsten, ELLER om han styrtede ned med 100 km i timen og blev tilintetgjort, så lad ENDELIG være med at læse billedteksten under billedet fra biografen.
Men se filmen, for den er supergo' underholdning for både voksne og børn.



søndag den 1. marts 2015

Dejlig weekend

Lige nu sidder ham, der har en vielsesring magen til min sammen med sin voksne søn på det kendte Santiago Bernabéu Stadion og glæder sig helt vildt til at se Real Madrid mod Villareal. De to er på drengetur sammen, og de har glædet sig fuldstændig råddent skråt. 
Mine ældste døtre har været hos deres far i weekenden. Og min weekend? Jamen jeg har jeg så, i  konstant non-stop uafbrudt følge med den seksårige Lillepige set Disney Sjov og X-factor, gjort huset rent, vasket 10 maskinfulde, været til morfars fødselsdag, sovet i arm (med den seksårige forstås), været i biografen og se Paddington, bagt pølsehorn, lavet aftensmad, smurt madpakker og læst godnathistorie. Det har virkelig været en spændende weekend, og jeg ville da overhovedet slet ikke bytte med dem, der har spist tapas og drukket spansk øl i Madrid... Host host!

Lidt snapshots fra weekenden:

Hos mig lærer børn ret tidligt at rydde op og gøre rent på deres eget værelse.
Selvom det er meget nemmere og hurtigere selv at gøre det, skal de selv.
Her er Lillepigen ved at støvsuge under sengen. Der var sgu nærmest levende derinde!
Vist meget længe siden, det sidst er blevet gjort :-/



Søndag morgen kl. 8 i lortevejr. En mormor og to børnebørn, der afprøver henholdsvis
rulleskøjter og løbehjul.
Mormor og morfar bor nemlig på et lukket vænge, hvor der er mulighed for at
øve og køre lange lige stræk på asfalt. 



Lillepigen og jeg i biffen og se Paddington. Herlig film, som klart kan anbefales,
og sagtens kan ses af lidt ældre børn også. Den rare og velopdragne bjørn Paddington måtte så
grueligt meget igennem inden han til allersidst endelig fik sig en familie og et hjem.
Både Lillepigen og jeg var meget lettede over at det hele faldt på plads lige i sidste
øjeblik og at Paddington med nød og næppe undgik at blive til en udstoppet bjørn. 


søndag den 22. februar 2015

Ord på en søndag

Er rigtig godt tilpas med:
-At det er lykkes mig over nogle uger at komme ind under huden på nogle symptomer, jeg heldigvis tog alvorlig med det samme. Selv de mindst tegn på stress, skal man tage dødsensalvorligt. Jeg skrev om det i  dette indlæg.

Noget af det, der er lykkes er:
At tiltvinge mig mentale breaks. Mit hoved har brug for flere pauser i løbet af en dag, end jeg har villet (kunnet?) give det. En supergod hjælper i denne proces er denne app, som jeg bruger flere gange om ugen. 

Kunne simpelthen så godt lide:
Det præsten til dagens gudstjeneste fik sagt om at erkende skyld og dermed blive i stand til at gå forsoningens vej. For at kunne føle ægte tilgivelse, må man erkende sin skyld. At erkende sin skyld betyder i denne sammenhæng at man indser, at man ikke er perfekt, der begår fejl. Jeg har haft udtrykket 'at gå forsoningens vej' liggende i mundhulen, som et sødt og varmt bolsje.

Er helt ind i hjertet glad for:
At så mange har valgt at tage bladet fra munden og stå frem i medierne eller på åben gade med budskab, der gør op med den ondskab, fordømmelse og ødelæggelse, der ligger bag attentater og terrorhandlinger. Jeg nikker i ærbødig respekt for dem alle, både Rasmus med sit skilt, den beundringsværdige gymnasiepige med sit lidt kluntede, men yderst velmenende og helt igennem ærlige digt eller det mest interessante jeg har læst i de sidste par uger, nemlig denne artikel af Georg Metz, der belyser den synsvinkel, jeg meget gerne ser mere fremtrædende i den offentlige debat: At vi, både som samfund og som enkeltindivider også bør vinkle vores brug af ytringsfriheden i et etisk perspektiv.
Han skriver om offentliggørelsen af de omstridte satiriske tegninger:
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for mig at høre på,” siger han.
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for mig at høre på,” siger han.
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for 
mig at høre på,” siger han.

Og han fortsætter:
I 2010 udkom digteren Peter Poulsen med digtsamlingen ”Rulleteksterne”. Heri finder man blandt andet følgende linjer, som Georg Metz mener, er en fortræffelig kommentar til hele debatten om ytringsfrihed.

”For at værne om ytringsfriheden

råber jeg røvhul efter naboen”.


”Digtet gik lige ind, da jeg læste det, og samtidig var det jo morsomt. En del af argumentationen ved tegningerne var netop, at fordi vi havde ret til at ytre os, så skulle vi også gøre det.

Jeg er enig med mr. Metz. Jeg ser faktisk ikke én eneste grund til at at man overfor medmennesker, behøver træde så hårdt ned, man kan, lige præcis der,  hvor tåen er aller-ømmest. 





lørdag den 14. februar 2015

Helle og Monopolet

Jeg gætter på at der er mange andre end mig, der har haft lyst til at ringe ind til Mads og Monopolet en lørdag formiddag. Ikke for at bidrage med et dilemma, som de aktuelle monopol-deltager kunne drøfte, men for at give sit besyv med til de dilemmaer, monopolet har oppe at vende.

Sådan havde jeg det helt vildt i dag. Talte højt med fra bilen under dilemmaet med en ung kvinde, der ikke kunne beslutte sig for, om hun skulle udskyde sit psykologi-studie et år og ved samme lejlighed give afkald på den perfekte bolig, for at rejse til Canada og satse på den helt store kærlighed, som hun havde mødt derovre under et studieophold.

Monopolet bestod i dag af Søren Fauli, Barbara Moleko og Stephanie Surrugue, tre mennesker jeg udelukkede har høje tanker om, men de fik simpelthen, efter min mening, tegnet billedet i det her dilemma alt alt for unuanceret op.

Dilemmeet kom til have som omdrejningspunkt, om kvinden skulle 'droppe' sin fornuftige, gode og sikre tilværelse i Danmark, med fokus på uddannelse, relevant studiejob og stabile boligforhold -  eller om hun skulle flytte til Canada og ind i kærestens tilværelse, hvilket så kunne betyde at hun måtte tage noget 'tilfældigt' arbejde (job på café eller hos Mac Donalds blev nævnt som eksempler), for at tjene til dagen og vejen. 
Pigen sagde selv i oplægget over telefon, at det at skride til Canada for at prøve kærligheden af jo ikke rigtig gav noget til cv'et, og når alt nu kørte på skinner for hende i Danmark, så var det jo  ikke helt nogen ordenlig grund til at sætte det hele over styr. 

Og hertil er det så at JEG siger:
Jo, kære unge kvinde, der er den bedste grund, der overhovedet kan være i hele verden, nemlig kærligheden og ønsket om at finde ud af om den kan briste eller bære.

At bo i Canada et halvt eller et helt år, med alt hvad det indebærer at omhu, planlægning, sats og chance er da i den grad noget, der vil komme til at give personlig robusthed, og det jeg sad og råbte i bilen, var at hun selvfølgelig ikke skulle søge arbejde på en café, men i stedet finde noget, der nemt kunne kaldes studierelevant - Et job med børn, handicappede, ældre, hjemløse, socialt udsatte eller hvad ved jeg, der er da utallige jobs med fokus på medmenneskelighed og relationer, der vil tilføre ballast og styrke til enhver kommende psykologs erhvervsmæssige fremtid. 

Den nuance havde monopolet slet ikke øje for, men med undtagelse af Stephanie, var de da enige om at den unge kvinde skulle rejse over til sin kæreste. Ellers finder hun jo aldrig ud af om det skal være dem forevigt. 
Dagens udgave af det herlige radioprogram kan høres her.




torsdag den 5. februar 2015

The owls are not altid what they seem

Jeg kan godt sige jer, det var en sær fornemmelse, der fyldte mig, da jeg et par sekunder efter at jeg havde taget min sorte vinterjakke på, pr. automatik stak hænderne i lommerne.
Fra venstre lomme fremdrog jeg et bundt nøgler, som ikke var mine, og fra den anden lomme stod jeg med en iPhone, som jeg ligeledes heller ikke genkendte. 
Hvad faen sker der, nåede jeg at tænke, og i det sekund jeg tænkte det, gik det op for mig, at det ikke var min jakke, jeg lige havde taget på. 
Jeg skal da lige love for at det var en noget flov Helle og med en stærk hvor-er-jeg-dog-kikset-følelse brændende i kroppen, som skyndte sig tilbage til garderoben og inderligt håbede at kunne hænge det falske jakke tilbage og diskret tage sin egen på. Meget gerne helt uden at nogen så mig.
Mine øjne flakkede fra det ene stykke overtøj til det andet, der var ikke flere jakker tilbage end at jeg ret hurtigt kunne konstatere at min ikke var der.
Argh! Begyndte så at spejde rundt i lokalet mod udgangen, hvor de øvrige kursusdeltagere var begyndt at tage afsked og lunte afsted. Men så fik jeg øje på min jakke. Min helt egen sorte vinterjakke, som var fuldstændig identisk med den falske jakke, som jeg nu havde hængende over armen. Min jakke sad på en dame, som stod og grinede højt, mens hun kastede nakken bagover og havde styr på det hele. Indtil jeg kom listende og sagde: 'Øhhh undskyld, det er ikke for noget, men kunne det tænkes at du var kommet til at tage min jakke på?'og hun stak straks en hånd i lommen og stod så med mine nøgler, som hun kiggede meget forvirret på, indtil hun fattede, hvad det handlede om.
'Hold nu kææææft', sagden damen og rødmede, mens hun straks afklædte sig min jakke og fik sin egen i bytte. 
Det føltes utrolig trygt og kendt at kravle ind i sin egen vinterjakke igen, og verdensordenen var atter intakt. 

Til i dag, hvor jeg kom gående i fuld fart hen ad den gang på min skole, hvor alle indskolingsbørnene har deres garderober. 
Her så jeg på afstand et barn i lilla flyverdragt og sorte vinterstøvler stå og gemme sig med ansigtet ind i garderoben, så man ikke kunne se, hvem det var. 

Mine akt-lærer-trivselslamper blinkede selvfølgelig straks, og jeg fik med blid og venlig stemme sagt 'hey du, hvad er der med dig, siden du står der og gemmer dig' og så var det så, at jeg så at der ikke var noget barn i flyverdragten. 

Den hang på knagen og havde støvlerne siddende inde i buksebenene, og fordi støvlerne stod på gulvet, så det fuldstændig som om der stod et barn. Kan I se det for jer?

Tager andre damers jakker på -  og taler med flyverdragter?