søndag den 1. marts 2015

Dejlig weekend

Lige nu sidder ham, der har en vielsesring magen til min sammen med sin voksne søn på det kendte Santiago Bernabéu Stadion og glæder sig helt vildt til at se Real Madrid mod Villareal. De to er på drengetur sammen, og de har glædet sig fuldstændig råddent skråt. 
Mine ældste døtre har været hos deres far i weekenden. Og min weekend? Jamen jeg har jeg så, i  konstant non-stop uafbrudt følge med den seksårige Lillepige set Disney Sjov og X-factor, gjort huset rent, vasket 10 maskinfulde, været til morfars fødselsdag, sovet i arm (med den seksårige forstås), været i biografen og se Paddington, bagt pølsehorn, lavet aftensmad, smurt madpakker og læst godnathistorie. Det har virkelig været en spændende weekend, og jeg ville da overhovedet slet ikke bytte med dem, der har spist tapas og drukket spansk øl i Madrid... Host host!

Lidt snapshots fra weekenden:

Hos mig lærer børn ret tidligt at rydde op og gøre rent på deres eget værelse.
Selvom det er meget nemmere og hurtigere selv at gøre det, skal de selv.
Her er Lillepigen ved at støvsuge under sengen. Der var sgu nærmest levende derinde!
Vist meget længe siden, det sidst er blevet gjort :-/



Søndag morgen kl. 8 i lortevejr. En mormor og to børnebørn, der afprøver henholdsvis
rulleskøjter og løbehjul.
Mormor og morfar bor nemlig på et lukket vænge, hvor der er mulighed for at
øve og køre lange lige stræk på asfalt. 



Lillepigen og jeg i biffen og se Paddington. Herlig film, som klart kan anbefales,
og sagtens kan ses af lidt ældre børn også. Den rare og velopdragne bjørn Paddington måtte så
grueligt meget igennem inden han til allersidst endelig fik sig en familie og et hjem.
Både Lillepigen og jeg var meget lettede over at det hele faldt på plads lige i sidste
øjeblik og at Paddington med nød og næppe undgik at blive til en udstoppet bjørn. 


søndag den 22. februar 2015

Ord på en søndag

Er rigtig godt tilpas med:
-At det er lykkes mig over nogle uger at komme ind under huden på nogle symptomer, jeg heldigvis tog alvorlig med det samme. Selv de mindst tegn på stress, skal man tage dødsensalvorligt. Jeg skrev om det i  dette indlæg.

Noget af det, der er lykkes er:
At tiltvinge mig mentale breaks. Mit hoved har brug for flere pauser i løbet af en dag, end jeg har villet (kunnet?) give det. En supergod hjælper i denne proces er denne app, som jeg bruger flere gange om ugen. 

Kunne simpelthen så godt lide:
Det præsten til dagens gudstjeneste fik sagt om at erkende skyld og dermed blive i stand til at gå forsoningens vej. For at kunne føle ægte tilgivelse, må man erkende sin skyld. At erkende sin skyld betyder i denne sammenhæng at man indser, at man ikke er perfekt, der begår fejl. Jeg har haft udtrykket 'at gå forsoningens vej' liggende i mundhulen, som et sødt og varmt bolsje.

Er helt ind i hjertet glad for:
At så mange har valgt at tage bladet fra munden og stå frem i medierne eller på åben gade med budskab, der gør op med den ondskab, fordømmelse og ødelæggelse, der ligger bag attentater og terrorhandlinger. Jeg nikker i ærbødig respekt for dem alle, både Rasmus med sit skilt, den beundringsværdige gymnasiepige med sit lidt kluntede, men yderst velmenende og helt igennem ærlige digt eller det mest interessante jeg har læst i de sidste par uger, nemlig denne artikel af Georg Metz, der belyser den synsvinkel, jeg meget gerne ser mere fremtrædende i den offentlige debat: At vi, både som samfund og som enkeltindivider også bør vinkle vores brug af ytringsfriheden i et etisk perspektiv.
Han skriver om offentliggørelsen af de omstridte satiriske tegninger:
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for mig at høre på,” siger han.
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for mig at høre på,” siger han.
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for 
mig at høre på,” siger han.

Og han fortsætter:
I 2010 udkom digteren Peter Poulsen med digtsamlingen ”Rulleteksterne”. Heri finder man blandt andet følgende linjer, som Georg Metz mener, er en fortræffelig kommentar til hele debatten om ytringsfrihed.

”For at værne om ytringsfriheden

råber jeg røvhul efter naboen”.


”Digtet gik lige ind, da jeg læste det, og samtidig var det jo morsomt. En del af argumentationen ved tegningerne var netop, at fordi vi havde ret til at ytre os, så skulle vi også gøre det.

Jeg er enig med mr. Metz. Jeg ser faktisk ikke én eneste grund til at at man overfor medmennesker, behøver træde så hårdt ned, man kan, lige præcis der,  hvor tåen er aller-ømmest. 





lørdag den 14. februar 2015

Helle og Monopolet

Jeg gætter på at der er mange andre end mig, der har haft lyst til at ringe ind til Mads og Monopolet en lørdag formiddag. Ikke for at bidrage med et dilemma, som de aktuelle monopol-deltager kunne drøfte, men for at give sit besyv med til de dilemmaer, monopolet har oppe at vende.

Sådan havde jeg det helt vildt i dag. Talte højt med fra bilen under dilemmaet med en ung kvinde, der ikke kunne beslutte sig for, om hun skulle udskyde sit psykologi-studie et år og ved samme lejlighed give afkald på den perfekte bolig, for at rejse til Canada og satse på den helt store kærlighed, som hun havde mødt derovre under et studieophold.

Monopolet bestod i dag af Søren Fauli, Barbara Moleko og Stephanie Surrugue, tre mennesker jeg udelukkede har høje tanker om, men de fik simpelthen, efter min mening, tegnet billedet i det her dilemma alt alt for unuanceret op.

Dilemmeet kom til have som omdrejningspunkt, om kvinden skulle 'droppe' sin fornuftige, gode og sikre tilværelse i Danmark, med fokus på uddannelse, relevant studiejob og stabile boligforhold -  eller om hun skulle flytte til Canada og ind i kærestens tilværelse, hvilket så kunne betyde at hun måtte tage noget 'tilfældigt' arbejde (job på café eller hos Mac Donalds blev nævnt som eksempler), for at tjene til dagen og vejen. 
Pigen sagde selv i oplægget over telefon, at det at skride til Canada for at prøve kærligheden af jo ikke rigtig gav noget til cv'et, og når alt nu kørte på skinner for hende i Danmark, så var det jo  ikke helt nogen ordenlig grund til at sætte det hele over styr. 

Og hertil er det så at JEG siger:
Jo, kære unge kvinde, der er den bedste grund, der overhovedet kan være i hele verden, nemlig kærligheden og ønsket om at finde ud af om den kan briste eller bære.

At bo i Canada et halvt eller et helt år, med alt hvad det indebærer at omhu, planlægning, sats og chance er da i den grad noget, der vil komme til at give personlig robusthed, og det jeg sad og råbte i bilen, var at hun selvfølgelig ikke skulle søge arbejde på en café, men i stedet finde noget, der nemt kunne kaldes studierelevant - Et job med børn, handicappede, ældre, hjemløse, socialt udsatte eller hvad ved jeg, der er da utallige jobs med fokus på medmenneskelighed og relationer, der vil tilføre ballast og styrke til enhver kommende psykologs erhvervsmæssige fremtid. 

Den nuance havde monopolet slet ikke øje for, men med undtagelse af Stephanie, var de da enige om at den unge kvinde skulle rejse over til sin kæreste. Ellers finder hun jo aldrig ud af om det skal være dem forevigt. 
Dagens udgave af det herlige radioprogram kan høres her.




torsdag den 5. februar 2015

The owls are not altid what they seem

Jeg kan godt sige jer, det var en sær fornemmelse, der fyldte mig, da jeg et par sekunder efter at jeg havde taget min sorte vinterjakke på, pr. automatik stak hænderne i lommerne.
Fra venstre lomme fremdrog jeg et bundt nøgler, som ikke var mine, og fra den anden lomme stod jeg med en iPhone, som jeg ligeledes heller ikke genkendte. 
Hvad faen sker der, nåede jeg at tænke, og i det sekund jeg tænkte det, gik det op for mig, at det ikke var min jakke, jeg lige havde taget på. 
Jeg skal da lige love for at det var en noget flov Helle og med en stærk hvor-er-jeg-dog-kikset-følelse brændende i kroppen, som skyndte sig tilbage til garderoben og inderligt håbede at kunne hænge det falske jakke tilbage og diskret tage sin egen på. Meget gerne helt uden at nogen så mig.
Mine øjne flakkede fra det ene stykke overtøj til det andet, der var ikke flere jakker tilbage end at jeg ret hurtigt kunne konstatere at min ikke var der.
Argh! Begyndte så at spejde rundt i lokalet mod udgangen, hvor de øvrige kursusdeltagere var begyndt at tage afsked og lunte afsted. Men så fik jeg øje på min jakke. Min helt egen sorte vinterjakke, som var fuldstændig identisk med den falske jakke, som jeg nu havde hængende over armen. Min jakke sad på en dame, som stod og grinede højt, mens hun kastede nakken bagover og havde styr på det hele. Indtil jeg kom listende og sagde: 'Øhhh undskyld, det er ikke for noget, men kunne det tænkes at du var kommet til at tage min jakke på?'og hun stak straks en hånd i lommen og stod så med mine nøgler, som hun kiggede meget forvirret på, indtil hun fattede, hvad det handlede om.
'Hold nu kææææft', sagden damen og rødmede, mens hun straks afklædte sig min jakke og fik sin egen i bytte. 
Det føltes utrolig trygt og kendt at kravle ind i sin egen vinterjakke igen, og verdensordenen var atter intakt. 

Til i dag, hvor jeg kom gående i fuld fart hen ad den gang på min skole, hvor alle indskolingsbørnene har deres garderober. 
Her så jeg på afstand et barn i lilla flyverdragt og sorte vinterstøvler stå og gemme sig med ansigtet ind i garderoben, så man ikke kunne se, hvem det var. 

Mine akt-lærer-trivselslamper blinkede selvfølgelig straks, og jeg fik med blid og venlig stemme sagt 'hey du, hvad er der med dig, siden du står der og gemmer dig' og så var det så, at jeg så at der ikke var noget barn i flyverdragten. 

Den hang på knagen og havde støvlerne siddende inde i buksebenene, og fordi støvlerne stod på gulvet, så det fuldstændig som om der stod et barn. Kan I se det for jer?

Tager andre damers jakker på -  og taler med flyverdragter?

tirsdag den 3. februar 2015

Bidrag

I dag var der én, der takkede mig stort, for noget jeg slet ikke havde tænkt over at jeg havde gjort. 
Fordi det føltes helt naturligt at bidrage lige præcis dér, hvor jeg kunne se og mærke at der var brug for det.
Det er en livsfilosfi for mig at tænke 'hvad kan jeg bidrage med her', når jeg oplever en situation hvor nogen trænger. Vi er hinandens forlængerledninger her i verden. Hvis ledningen ikke kan nå hen til stikkontakten, så er det altafgørende at have - eller få -  en forlængerledning, for så snart den er monteret, så virker shittet jo. 

Sjovt nok er det anden gang i dag at jeg laver en sproglig metafor med ledninger og stikkontakter. Gad vide om jeg var elektriker i et tidligere liv?
Næste gang du ser en ledning, der ikke er lang nok, så overvej hvordan du kan bidrage. Man kan jo heller ikke danse uden musik.

søndag den 1. februar 2015

Hvis du møder ham der deler weekender ud

...gider du så være sød at sige til ham, at jeg godt vil have en ny? Er ganske enkelt ikke færdig med den her, har stadig timer, der skal soves, bøger der skal læses, sofaerne der skal slappes af i og tv, der skal kigges. For ikke at tale om ture, der skal gåes og mad, der skal spises. 

Nedtællingen til vinterferien er sgu nok mentalt sat ind nu, for jeg kan næsten ikke overskue at det allerede i morgen er mandag. Igen. 

En anden - længere ud i fremtiden-nedtælling er ligeledes begyndt i denne weekend, hvor vi har fået bestilt flybilletter til 15 dages sommerferie.

Vulkaner, gejsere og boblende varme kilder here we come - Vi skal til Island i juli.

torsdag den 29. januar 2015

15 minutter om dagen

15 minutter om dagen i indtil videre 8 dage. 15 minutter hvor jeg 'stempler ud' fysisk og mentalt ved at lægge mig et sted, hvor der er fred og lytte til øvelse 1 på denne app. Nu hvor jeg har vænnet mig til instruktørens for mig lidt specielle stemme, er jeg blevet næsten afhængig af min daglige dosis af det han kalder fokuseret afslapning.
Umiddelbart lyder det jo pærelet, bare lige at lægge sig i 15 minutter og vupti, så er alt godt, men altså det er nu ikke lige sådan, det er.
For det første viste det sig at være absurd svært at finde de 15 minutter!? Mit udgangspunkt var, at det skulle være i løbet af min arbejdsdag, men på en stor folkeskole med 300 børn og 30-40 voksne, der færdes ude og inde og allevegne, så viste det sig umuligt at finde et sted, hvor jeg ikke kunne risikere at blive forstyrret. Så det blev droppet. Gider ikke ligge og flyde på gulvet i et rum, hvor jeg hele tiden kan risikere at døren går op og nogen kommer ind. 
Så det måtte blive herhjemme, men for fanden da, her er heller ikke fred og ro på noget tidspunkt. Og da det jeg har brug for er er 'break', en mental time-out, således at jeg genfinder energi og overskud til at fortsætte mine gøremål, så nytter det jo ikke at det bliver alt for sent. Så kan jeg jo ligesom bare gå megatidligt i seng. Hvad jeg i øvrigt tit gør.
Men nu er det sådan at når jeg har hentet Lillepigen og hun og jeg er kommet ind af døren, har fået lidt at spise og vi er 'landet', så planter jeg hende med en iPad, og giver resten af familien (hvis de er hjemme) besked om at jeg ikke vil forstyrres de næsten 15 minutter, så kan det faktisk lykkes for mig. 
Og ved I hvad, det virker sgu! Altså virker på den måde at jeg oplever at den ro, min hjerne får, giver mig lige præcis det overskud, der skal til for at klare resten af dagen.

Jeg har en stærk følelse af at have fat i noget, som ville have kunnet (Uh, det er sjældent jeg bruger sådan en flot hypotetisk konjuktivville have kunnet, ha ha) , hov nu mistede jeg tråden, fordi jeg gik i grammatisk selvsving, men altså det kunne have udviklet sig til noget, der var langt værre... 
Jeg har ændret et par andre spændings - og stressforebyggende småting i min hverdag - bl.a laver jeg afspændigsøvelser med skuldrene hver dag, for jeg har næsten altid ondt i nakken og skuldrene, en smerte der nemt (og ofte) fører til hovedpine. Jeg har i dag haft hovedpine for første gang siden onsdag i sidste uge, og jeg ved i dag, at det skyldes at jeg faldt alt for sent i søvn i aftes. 
Mangel på søvn påvirker min daglige trivsel helt vildt.
Jeg motionerer tre gange om ugen og skal i februar deltage i en 30-dages udfordring med øvelsen 'planken'. Skulle lige tjekke her til aften, hvor længe jeg egentlig kan stå i planken. 
Resultat: To minutter. Vil op på tre!

App - Stress af

onsdag den 21. januar 2015

Jeg tog en stresstest på nettet

Havde der siddet et menneske overfor mig, da jeg så resultatet af den stresstest, jeg tog  her, så ville vedkommende utvivlsomt have set en bølge af stor overraskelse brede sig i mit ansigt.
Jeg vidste godt at jeg havde haft meget travlt. Og at det havde stået på længe. At komme igennem de hårdeste dage føltes som at bestige et bjerg. Jeg var også godt klar over at trætheden hang sammen med det faktum at min hjerne hver eneste aften fyldtes med tankemylder, der holdt mig vågen i timevis. Og jeg vidste helt sikkert også godt at det lidt skæve, vrissende humør og den næsten daglige hovedpine, var del af en større sammenhæng.
En sammenhæng som, hvis den står på over længere tid, helt tydeligt er tegn på at man er på vej ind i en stresstilstand.

Shit!
Mig?
Mig, der kan overkomme alt og klare det meste utrolige? Mig, I ved, hende den stærke, der har masser af overskud og ikke klynker? 
Det var meget meget tankevækkende, og jeg blev nødt til at tage det alvorligt, det vidste jeg med det samme.

Den stresstest jeg henviser til, deler graden af stress ind i et grønt, et gult, et rødt og et sort felt. I det grønne område er man ikke stresset, og så stiger niveauet ellers op mod det sorte, som er den totale nedsmeltning, som i regulært sammenbrud.
Den dag, jeg tog testen, lå jeg i det gule felt, godt på vej over i det røde - og så kan det nok være, at der var nogen (mig), der trak i håndbremsen og standsede op. For hey! Den vej vil jeg sgu ikke ud af. Jeg har set alt for mange superdygtige, vildt kompetente, dejlige, overskudsagtige veninder og kolleger ligge grædende i fosterstilling i et hjørne og ikke kunnet overskue at lave så meget som en kop kaffe, så jeg ved, hvor alvorlig stress er. 
Jeg ved, at det er en faretruende usund tilstand for både krop og sjæl, og jeg har fra sidelinjen set, hvor lang og sej vejen tilbage til en normal tilstand er. 
Nogen kommer aldrig tilbage. 
Så jeg blev sgu ærlig talt lidt bange, og holdt et langt møde med mig selv, hvor jeg fik skåret nogle ting ind til benet, filet nogle stedet og mere end noget andet: Lagt pauser ind i mine dage. 
Inderst inde vidstte jeg nemlig godt at for mit vedkommende er pauser - både fysiske og mentale, det min krop og hjerne mangler allermest i mine dage. Mangel på mental stand by og ro er den størst udløsende faktor for min tilstand.

Mine arbejdsdage er én lang række af opgaver, der er koblet sammen som vogne på et tog. Og der er mange forskellige toge, inklusiv det, jeg selv sidder i, så jeg springer af det ene tog og over i det andet, for at løse opgaverne. Hverken det tog, jeg selv sidder i eller de andre holder på noget tidspunkt stille i løbet af dagen. 
Der er ganske enkelt ikke pauser med ro i min arbejdsdag. Er det blevet værre med den nye skolereform og mine nye arbejdstidsregler? Stort og rungende JA. Markant.
Når jeg kører hjem henter jeg Lillepigen på vejen, og så går eftermiddagen som sådan nogle nu en gang gør i en travl børnefamilie. Praktiske ting skal ordnes og gøres, og der er mere eller mindre hele tiden nogen, der spørger mig om noget. 
For som familiens MODER ved man jo alt og har styr på alt, sådan er det jo, ikke sandt?

Eller sådan var det. 
For siden i mandags har mor ikke været tilgængelig den første halve time efter hun kom hjem fra arbejde. 
Hun har i stedet ligget i sit kølige soveværelse i mørke, med hørebøffer og lyttet til 15 minutters afslapningsøvelse fra den app, som omtales her.

Og det virker sgu! 
Sammen med daglige fysiske afspændingsøvelser for nakke og skuldre (det er her hovedpinen har sit ophav),  så har jeg det allerede i dag langt bedre end for to uger siden.

mandag den 12. januar 2015

Og om et år bliver jeg 44 og så bliver alt godt

For 44 er et godt tal. Der er held ved de tocifrede, der består af to ens. 11, 22, 33, 44 ........99.


Jeg har fødselsdag i dag. På en røvsyg mandag med røvsygt vejr er det faktisk lykkes mig - sammen med familie og kolleger at bringe både sang, flag og kanelsnegle ind i dagen.

43 år.
Det gør nas. På flere måder. 
43 er ikkeet godt tal. For det er primtal og primtallene har skarpe kanter, de klemmer og er ubehagelige, som var man iført et par spritnye sko, der er et nummer for små. 
Har tidligere skrevet om mit forholdt til tal, som er på grænsen til at være ocd'sk, uden dog helt at være det. 
Mine børns fødselsdaghilsner vidner da også om at de kender mig ret godt.
Det sidste billede af fra tavlen i 1.klasse. Sådan en hilsen kan man sgu da kun blive glad i låget af - uanset primtal og røvsygt vejr.
Jeg har haft en pragtfuld dag.






tirsdag den 6. januar 2015

Blank

Vil blogge, men inde i mit hoved har tankerne krummet sig sammen, liggende, og nogen har slukket lyset. Mentalt, forståes. 
Det kommer ligesom bare ikke noget. 

Jo, et enkelt spørgsmål trænger sig på, faktisk noget jeg har gået og spekuleret over i et par dage. 
Hvem kunne jeg egentlig bedst lide af medlemmer fra Duran Duran? 

Virkelig scary, men jeg har glemt om jeg var en John Taylor eller en Simon Le Bon-pige? 




Husk at fyre helt op for lyden! Dansegulvet er hermed dit!