onsdag den 21. januar 2015

Jeg tog en stresstest på nettet

Havde der siddet et menneske overfor mig, da jeg så resultatet af den stresstest, jeg tog  her, så ville vedkommende utvivlsomt have set en bølge af stor overraskelse brede sig i mit ansigt.
Jeg vidste godt at jeg havde haft meget travlt. Og at det havde stået på længe. At komme igennem de hårdeste dage føltes som at bestige et bjerg. Jeg var også godt klar over at trætheden hang sammen med det faktum at min hjerne hver eneste aften fyldtes med tankemylder, der holdt mig vågen i timevis. Og jeg vidste helt sikkert også godt at det lidt skæve, vrissende humør og den næsten daglige hovedpine, var del af en større sammenhæng.
En sammenhæng som, hvis den står på over længere tid, helt tydeligt er tegn på at man er på vej ind i en stresstilstand.

Shit!
Mig?
Mig, der kan overkomme alt og klare det meste utrolige? Mig, I ved, hende den stærke, der har masser af overskud og ikke klynker? 
Det var meget meget tankevækkende, og jeg blev nødt til at tage det alvorligt, det vidste jeg med det samme.

Den stresstest jeg henviser til, deler graden af stress ind i et grønt, et gult, et rødt og et sort felt. I det grønne område er man ikke stresset, og så stiger niveauet ellers op mod det sorte, som er den totale nedsmeltning, som i regulært sammenbrud.
Den dag, jeg tog testen, lå jeg i det gule felt, godt på vej over i det røde - og så kan det nok være, at der var nogen (mig), der trak i håndbremsen og standsede op. For hey! Den vej vil jeg sgu ikke ud af. Jeg har set alt for mange superdygtige, vildt kompetente, dejlige, overskudsagtige veninder og kolleger ligge grædende i fosterstilling i et hjørne og ikke kunnet overskue at lave så meget som en kop kaffe, så jeg ved, hvor alvorlig stress er. 
Jeg ved, at det er en faretruende usund tilstand for både krop og sjæl, og jeg har fra sidelinjen set, hvor lang og sej vejen tilbage til en normal tilstand er. 
Nogen kommer aldrig tilbage. 
Så jeg blev sgu ærlig talt lidt bange, og holdt et langt møde med mig selv, hvor jeg fik skåret nogle ting ind til benet, filet nogle stedet og mere end noget andet: Lagt pauser ind i mine dage. 
Inderst inde vidstte jeg nemlig godt at for mit vedkommende er pauser - både fysiske og mentale, det min krop og hjerne mangler allermest i mine dage. Mangel på mental stand by og ro er den størst udløsende faktor for min tilstand.

Mine arbejdsdage er én lang række af opgaver, der er koblet sammen som vogne på et tog. Og der er mange forskellige toge, inklusiv det, jeg selv sidder i, så jeg springer af det ene tog og over i det andet, for at løse opgaverne. Hverken det tog, jeg selv sidder i eller de andre holder på noget tidspunkt stille i løbet af dagen. 
Der er ganske enkelt ikke pauser med ro i min arbejdsdag. Er det blevet værre med den nye skolereform og mine nye arbejdstidsregler? Stort og rungende JA. Markant.
Når jeg kører hjem henter jeg Lillepigen på vejen, og så går eftermiddagen som sådan nogle nu en gang gør i en travl børnefamilie. Praktiske ting skal ordnes og gøres, og der er mere eller mindre hele tiden nogen, der spørger mig om noget. 
For som familiens MODER ved man jo alt og har styr på alt, sådan er det jo, ikke sandt?

Eller sådan var det. 
For siden i mandags har mor ikke været tilgængelig den første halve time efter hun kom hjem fra arbejde. 
Hun har i stedet ligget i sit kølige soveværelse i mørke, med hørebøffer og lyttet til 15 minutters afslapningsøvelse fra den app, som omtales her.

Og det virker sgu! 
Sammen med daglige fysiske afspændingsøvelser for nakke og skuldre (det er her hovedpinen har sit ophav),  så har jeg det allerede i dag langt bedre end for to uger siden.

mandag den 12. januar 2015

Og om et år bliver jeg 44 og så bliver alt godt

For 44 er et godt tal. Der er held ved de tocifrede, der består af to ens. 11, 22, 33, 44 ........99.


Jeg har fødselsdag i dag. På en røvsyg mandag med røvsygt vejr er det faktisk lykkes mig - sammen med familie og kolleger at bringe både sang, flag og kanelsnegle ind i dagen.

43 år.
Det gør nas. På flere måder. 
43 er ikkeet godt tal. For det er primtal og primtallene har skarpe kanter, de klemmer og er ubehagelige, som var man iført et par spritnye sko, der er et nummer for små. 
Har tidligere skrevet om mit forholdt til tal, som er på grænsen til at være ocd'sk, uden dog helt at være det. 
Mine børns fødselsdaghilsner vidner da også om at de kender mig ret godt.
Det sidste billede af fra tavlen i 1.klasse. Sådan en hilsen kan man sgu da kun blive glad i låget af - uanset primtal og røvsygt vejr.
Jeg har haft en pragtfuld dag.






tirsdag den 6. januar 2015

Blank

Vil blogge, men inde i mit hoved har tankerne krummet sig sammen, liggende, og nogen har slukket lyset. Mentalt, forståes. 
Det kommer ligesom bare ikke noget. 

Jo, et enkelt spørgsmål trænger sig på, faktisk noget jeg har gået og spekuleret over i et par dage. 
Hvem kunne jeg egentlig bedst lide af medlemmer fra Duran Duran? 

Virkelig scary, men jeg har glemt om jeg var en John Taylor eller en Simon Le Bon-pige? 




Husk at fyre helt op for lyden! Dansegulvet er hermed dit!

lørdag den 3. januar 2015

Goddaw '15

Et nyt år har taget sin begyndelse, og jeg sidder her med lår, baller og overarme så ømme at man sku' tro, det var løgn, ja man sku. Men det er ikke løgn, det er så sandt så sandt, for jeg har været til træning for første gang siden jeg gik på juleferie og det var fandenfisme hårdt.  
Mens jeg svedte røven af led, kørte der på min indre nethinde en film af alt det julemad, jeg i de sidste mange dage har ædt og ædt. Side om side defilerede de forbi, sildemadderne, de brunede kartofler, gåsen, flæstestegen, de fyldte chokolader, småkagerne og hvad der ellers er blevet kørt ind. 

Vi har haft en dejlig juleferie.

Juleaften gik som den skulle, stemningen var varm og dejlig, og både gavegivere og modtagere strålede. 


Allerede d. 25 december pakkede vi julen ned, smed juletræet ud i haven (hvor det, hvis alt går som det plejer, bliver liggende til påske), fjernede ethvert spor af nisse og andet juleri, hvorefter vi tog på ferie i Ebeltoft, med et stop, en fødselsdag og en overnatning undervejs hos mormor og morfar i Århus.

Ferielejligheden i Ebeltoft har vi besøgt før, så vi vidste godt hvor dejligt, der var. Alligevel kunne jeg simpelthen ikke lade være med at råbe: "Sikke en FAN-TAS-TISK udsigt" hver fucking eneste gang, jeg kiggede ud af vinduerne i stuen. 
Havudsigt og Fregatten Jylland bliver man tilsyneladende ikke træt af at se på!? Flere gange om dagen åbnede jeg vinduet og tog et billede af udsigten. De første dage var der frost, sne, is og klar blå himmel, efter nytår tøede det og blev regnfyldt og vådt, men udsigten - det var smuk hver eneste gang, vi kiggede ud. Se selv, hvor forskelligt det samme billede kan være:











Vores dage i Ebeltoft var så dejlige. Der blev læst, spist, badet i swimmingpool (mest børnene)hygget, spillet brætspil, set film, lagt puslespil og lavet mad til søde gæster.

Jeg blev fuldstændig opslugt af Jette A. Kaarsbøl's fremragende debutroman 'Den lukkede bog'. Begriber ikke, hvordan den kan have eksisteret i årevis uden at være kommet min næse forbi. Åh hvor var den god!




Én af dagene var vi selvfølgelig ovre at se Fregatten Jylland. 
I første omgang ville Lillepigen ikke med, en irriterende vane hun har, når vi skal noget, hun ikke lige helt ved, hvad er, og efter en hylescene på stuegulvet (dem tager hun sig med jævne mellemrum, barnet med det hidsige temperament), så fik jeg sagt, at det var megaærgerligt at hun ikke ville med, for jeg havde ellers tænkt mig at spørge hende, om hun ville stå for at tage nogle billeder af fregatten med min iPhone. 
Vupti, så gik hun glad og stolt afsted.
Og jeg elsker de billeder, hun fik taget. Skæve vinkler og gode motiver. Fregatten Jylland er så absolut et besøg værd, for både voksne og børn. Det er 10 år siden, jeg var der sidst - og der er sket meget med udstillingerne siden. Nu er der masser af interaktivt materiale, og vi sagde ved indgangen ja tak til at være med i en skattejagt, der ledte os på en lang og spændende færd, først i området omkring skibet og selvfølgelig ombord. Og trods vanskeligheder undervejs, gav vi ikke op, før alle 12 poster var fundet!



Ebeltoft er en skøn by - om om vinteren er der naturligvis slet ikke så mange turister som i sommerperioden, faktisk var der overhovedet ikke ret mange mennesker nogen steder. 
Vi sagde farvel til '14 og goddaw til '15 i selskab med de dejligste mennesker, som besøgte os. 
Og jeg måtte bøje mig i (fyrværkeri-)støvet af benovelse over synet langs kysten lige efter midnat. Vi kunne se fyrværkeri så langt øjet rakte ind langs bugten, det var SÅ flot.

Således oplagt, opløftet og tanket op på alle konti (host, undtagen den i banken, pis, virkelig dårligt valg af metafor!) er jeg klar til at gå ombord i 2015. 
Håber du har lyst til at følge mig lidt af vejen?


Lillepigen og jeg nytårsaften.
Stjerneørenringene fik jeg af mine tre piger i julegave.


søndag den 21. december 2014

Nissehilsen



Hr. og fru NissePisse, som bor i en smukt indrettet lille nisselandsby i vores vindueskarm, ønsker jer alle en rigtig glædelig fjerde søndag i advent.
Hr. NissePisse minder om, at der stadig ligger ubrugt juleglæde under møbler, bag døre og bagerst i skuffer, og at det er på tide at begynde at lede, hvis man endnu ikke har fundet sin.
Fru NissePisse hilser og siger, at skulle der i julens løb vise sig det mindste optræk til surmuleri, brok eller ballade fra nogen i vores nærhed, så bør vi alle huske at den slags skal kvæles med kærlighed. Hurtigst muligt. 

fredag den 19. december 2014

Ønsker

Kære julemand eller juledame, hvem end du er.
Jeg ønsker mig tid, ro og overskud i julegave. Nærvær med de mennesker, der betyder mest for mig  -  og ro til at koncentrere mig om at være den udgave af mig selv, jeg helst vil være. Tid til at være mig. Og være sammen.
Vil også gerne blive klogere. Det der udvikling, du ved. Der er meget, jeg har potentiale til at udvikle, men når sandheden skal frem også meget, jeg nok burde overveje at afvikle. Det er indviklet.
Julen er for mig tit forbundet med stunder af stærk eftertænksomhed og gøren status over den retning, mit liv har anlagt. Er jeg på rette vej eller går jeg i ring? 
Har lige pakket dette glas til et menneske, jeg sætter stor pris på. Farligt at gøre den slags en fredag aften, når man først skal aflevere det mandag. 
Hun ved jo ikke, hvor mange marcipanbrød, det var meningen, der skulle være... Ha!


tirsdag den 16. december 2014

Tak til DR

Fordi I har sørget for at alle børn her i den søde juletid sætter ekstra meget pris på deres søskende.

Hos os er både voksne og børn vilde med julekalenderen 'Tidsrejsen'

Husets yngste er fuldstændig opslugt, og har brug for en voksenhånd at holde i, når det bliver for spændende ig uhyggeligt. Og så er hun meget meget ængstelig for at Sofie ikke får sin lillebror Birk tilbage.


mandag den 15. december 2014

Mandag med fuldt opladet batteri

Julefrokost med søde sjove kolleger fredag, huset fyldt med børn lørdag, og så en tur til Århus søndag.
Den bedste søndag længe. Mødtes med dejlige veninder på Aros. Grinede højt og længe af Kviums tossede ansigter i udstillingen 'Fools', som absolut er et besøg værd. 
Alt det grimme, latterlige, oppustede og selvhøjtidelige mennesket rummer bliver sådan lige klasket op i vores ansigter... Som spejlbilleder? Kviums tykke symbolik er altid spændende, og man kan slet ikke undgå at blive virkelig fascineret af både manden og hans kunst.

Efter Aros gåtur på strøget i Århus og superlækker frokost på 
denne dejlige café.

Nedtællingen til juleferien er begyndt.



(Billedet er lånt her)


søndag den 7. december 2014

Hej December!

Jeg hostede mig ind i december og var nede med nakken i dagevis. Svedige hostenætter under dynen med kamillete og hvad der svarede til en hel hylde fra apoteket med præparater, der skulle kunne lindre en øm betændt hals. 

Og da skæbnen, den ko,  så tilmed smed en øjenbetændelse og en smertefuld mund fyldt med blister efter mig, ja så ville man klart have overvejet aflivning, hvis jeg havde været en hund.

Nu er jeg på den anden side og prøver at indhente lidt juleri, fordi det skal man jo, når det er december og når man er mor og kone til nogen, der elsker julen. 
Jeg elsker bare ikke julen.
Er dog kommet til at holde mere af den efter mange års prøven-til og meget mentalt arbejde med forventningsafstemning.