lørdag den 10. august 2013

Introvert, stå ved dig selv - Børn i skolen

Dette indlæg er en slags fortsættelse af det her, som jeg håber, du vil læse, hvis du ikke allerede har gjort det.

Anna Skyggebjerg (AS) skriver i sin bog ’Introvert, stå ved dig selv’, at introverte børn er særligt udfordrede i skolen, fordi skolen som ’system’ primært understøtter ekstroverte normer og idealer.  
Jeg er desværre helt overbevist om, at AS har meget ret i denne antagelse.

Der findes masser af knalddygtige lærere og pædagoger, som med stort hjerte, empati og forståelse (også) rummer og favner de introverte børn. Det ændrer dog ikke på det faktum at ekstroverte idealer, som at tale så højt at alle kan høre det, arbejde i grupper, stille sig op i klassen og fremlægge projekter -  og i det hele taget at være god til  at 'være på' fylder rigtig rigtig meget i nutidens skole.

Derfor tager jeg nu min lærerkasket på, og giver med denne tekst mit lille bidrag til en større forståelse af de mange skønne og dejlige, videbegærlige introverte børn, der findes i hver eneste skoleklasse.
Det, de børn bidrager med i skolen er vanvittig værdifuldt - De viser andre børn, hvad det vil sige at fordybe sig, de er attraktive samarbejdspartnere, når der arbejdes i makkerpar, de er grundige og tænksomme.  
De børn skal have lov til at være lige præcis så introverte, de nu engang er, uden nogensinde at føle sig forkerte af den grund. 
At det sker er både forældrenes og lærernes ansvar.

En dansktime i 6.klasse:
Eleverne har modtaget en fælles gennemgang om en bestemt type digte, og skal nu ud i grupper og arbejde videre med emnet selv. 
Jeg har lavet en arbejdsseddel, som jeg går rundt mellem bordene og deler ud til eleverne, og mens jeg gør det, er der helt utrolig meget støj og uro i klassen.  
Jeg siger til eleverne, at de skal finde sammen i tre-eller firemandsgrupper og lynhurtigt foregår der en masse ping-pong igennem luften. Da jeg er færdig med at dele arbejdspapiret ud, rejser eleverne sig og finder sammen i grupper. Nogle bliver siddende i klassen, andre sætter sig udenfor på gangen. 
Da jeg lidt efter går ud på gangen for at se til de grupper, der sidder der, får jeg øje på Lea (navnet er opdigtet), som har sat sig alene på reposen ved trappen. Med ryggen mod gangen og klassen, hvor alle de andre befinder sig.

-Sidder du her helt selv? siger jeg med et tonefald, der afslører at jeg både har dårlig samvittighed over ikke at have set, at hun ikke kom med i en gruppe - og medlidenhed med hende fordi, hun sidder der helt alene.
-Ja, må jeg ikke nok blive her og arbejde med opgaven selv? spørger hun og kigger bedende på mig.
-Øh, jo det må du da gerne, men vil du ikke hellere have hjælp til at finde en gruppe at arbejde sammen med?
- Må jeg ikke nok blive her alene, please?

Hendes bedende ’please’ bliver kodeordet til at jeg forstår, at det ikke er synd for hende, at hun sidder der alene. Hun har selv valgt det, for hun kan ikke overskue det der sker i gruppearbejdet: De andre tager ordet og har en ping-pong om opgaven, og det det hele går så stærkt, (og i Leas verden overfladisk) at hun aldrig når at komme på banen med sit besyv til opgaven.
Når hun arbejder alene, afleverer hun de fedeste og mest gennemtænkte opgaver. 
Lea er udpræget introvert, og selvom jeg ikke tror, hun kender ordet og kan sige, at det er det, hun er, så kan hun i hvert fald tydeligt mærke, når hun har brug for at trække sig fra dét sociale hurlumhej, som vi har helt utrolig meget af i skolen. 
Min opgave som hendes lærer er at imødekomme dette behov og helt optimalt: Komme det i møde - være på forkant med det -   inden hun må trække den mentale håndbremse og vende fællesskabet ryggen. Formår jeg det, understøtter jeg Leas trivsel og læring i skolen. Formår jeg det ikke, træder jeg på hendes selvværd.

På side 120 i bogen ’Introvert, stå ved dig selv’ fortæller AS meget fint, hvilke behov introverte børn har i skolen:

-         De foretrækker at arbejde alene
-         De vil gerne have ro til at fordybe sig
-         De mister koncentrationsevnen, når der er støj og uro omkring dem.

Jeg vil gerne tilføje:
De har brug for afskærmede kroge og stille hjørner, hvor de kan koncentrere sig om deres skolearbejde uden at blive forstyrret.

Alene ved at have fokus på indretningen af klasselokalet, er det muligt at gøre skolen til et bedre sted at være (også) for de introverte børn.

Situationen med Lea, der selv må sørge for at komme til at arbejde alene og finde et sted, hvor hun kan sidde i fred blev langt fra tacklet godt nok fra min side. Helt optimalt havde jeg lavet grupperne hjemmefra og differentieret dem således, at der var både én-, to-, tre-, og firemandsgrupper.  Og yderligere kunne jeg, inden eleverne blev sat i gang med deres selvstændige arbejde have aftalt med Lea, hvor hun kunne sætte sig og finde ro til sit arbejde. Det huskede jeg forhåbentlig næste gang.
AS har i sin bog så mange fine betragtninger om det at være introvert skolebarn i en ekstrovert skoleverden, betragtninger som hun har gjort sig igennem sønnen Jacob, der er udpræget introvert.
Den stemme, AS taler med på vegne af Jacob, er en vigtigt stemme, som alle der arbejder med børn til daglig, bør stoppe op og lytte til. De introverte børn siger nemlig ikke ret meget selv, derfor må vi voksne, der kender dem og kender deres behov gøres os umage for at tale deres sag, indtil de selv kan.

At stille sig op foran andre
Det introverte barns føler typisk stærk modvilje, når det kommer til opgaver, hvor han skal stille sig frem for klassen og fremlægge.  (Med mindre han har øvet sig så mange gange, at han kan det hele udenad.)
Det er lærerens opgave at få det introverte barn til at føle sig tryg i processen, og give ham/hende tid og plads til at udfolde sig på sin egen måde. Jeg tænker at en god måde at støtte på er at trække et 'filter' ind mellem barnet og omverdenen. Der er i dag så mange multimedie-muligheder, som kunne udgøre et sådant 'filter' – og det er (for alle børn) en god støtte at have noget konkret eller visuelt at læne sig op ad. 
Men især for det introverte barn er det rart at kunne levere sin fremlæggelse som en powerpoint, en stop-motion-film eller en kortfilm, hvor har måske endda har speaket ind over billederne, så han næsten intet behøver at sige under selve fremlæggelsen. Kammeraterne vil fokusere på filmen/powerpointen/whatever - og den introverte kan træde et skridt tilbage og få luft.
Mediet bliver et filter, der beskytter den introverte mod det sociale overload det er for ham at stå foran alle kammeraterne og tale ud til en større gruppe.

Det er jo ikke sådan at introverte børn ALDRIG siger noget i større sammenhænge, de bryder sig bare ikke om det og vil hellere ytre sig i mindre grupper og allerhelst på tomandshånd. 
Jeg er sikker på, at de kan lære at føle sig bedre tilpas i 'være-på'-situationerne, hvis vi lytter og anerkender og giver dem plads til deres egen måde at være på på, so to speak. Og ikke mindst - sørger for at de ekstroverte børn holder mund imens!

Det er lærerens opgave at tage hånd om alle børns forskellige behov – deriblandt også de introvertes. 
Det kan fx gøres ved ikke at have rigide regler for gruppearbejde, men så ofte det er muligt lade børnene selv vælge, om de vil arbejde i grupper eller i makkerpar.
Og kommer introverte Ida og spørger om hun må sætte sig over i det afskærmede hjørne og arbejde alene, så giv hende for Guds skyld lov.
I bogen fremhæver AS også de introverte børns behov for at kunne trække sig væk fra mylderet og være i fred i pauserne. Mange skoler har regler om at alle børn skal være ude i alle pauser, og det kan være pinefuldt for et introvert barn, der allermest har lyst til at sidde et fredeligt sted for sig selv.

Ingen børn har nogen gavn af at blive presset til noget, de ikke vil, men alle børn har glæde af at blive taget ved hånden og puffet blidt frem sammen med en voksen, de er tryg ved. 
Vi skal værne om de introverte børns selvværd, for i en turbulent og larmende ekstrovert verden, er det meget nemt at komme til at tro, at man er forkert, fordi man føler sig utilpas i noget, de fleste synes er superfedt.
Ingen børn er forkerte.  Lige meget hvad.

2 kommentarer:

Domus1 sagde ...

Må jeg give et lille pip fra mig til debatten?
Udover de introverte, der vel nok hører til det man kunne kalde stillegruppen, findes der også "stillebørn", der kan blive ligeså fysisk udmattede af "passiv deltagelse" i aktiviteter, som de, der ER fysisk aktive, bliver. De er ofte mere stille (siger sig selv når de ikke deltager i de fysiske aktiviteter) og betragtes vel egentligt ofte som selvisolerende. Det er disse børn ikke; de deltager bare mentalt og får samme oplevelse ud af det som de fysisk aktive.

Vedrørende de introverte børn igen: På et tidspunkt får de brug for (med stor sandsynlighed) i vores larmende ekstroverte verden at kunne udtrykke sig direkte til et publikum.
Det er min opfattelse, at overgangen dertil vil lettes betydeligt, hvis opgavestilleren/læreren igennem barnets skoleforløb af og til trækker vedkommendes opgaveløsning frem og gennemgår den for resten af klassen med overvejende ROS. Denne ros må godt blandes med en mild form for evt. (berettigede) smårettelser (for ikke at virke modsat hensigten (angst for øvrige elevers reaktion)).
Dette (den offentlige ros) er med til at styrke selvtilliden hos eleven, vedkommende får sin løsning (gennem læreren) forelagt "offentligheden" og måske endda debatteret dér. Hun/han bliver måske endda grebet af situationen og melder selv ud (en træning i at deltage "offentligt").
Dog bør man ved denne metode være opmærksom på, at et ikke skræmmer eleven fra at yde en præstation (i opgaveløsning).
VH
Domus

HelleA sagde ...

Kære Domus - Du må så hjertens gerne pippe med, det er kun dejligt at få respons, så tak for det!
Jeg ved præcis hvad du mener med din skelnen mellem passive 'stille-børn' og introverte børn. Jeg tænker lige nu på en dreng, jeg engang havde som elev, der sad totalt undervisningsparat fra det sekund klokken ringede ind til time. Han sagde næsten aldrig noget i timerne, men han sugede til sig og var indadvendt aktiv - (mentalt aktiv, kan man vel kalde det...) - når vi af og til startede timen med løs snak - måske spurgte jeg til hvordan elevernes weekend var gået eller fortalte en historie fra de varme lande, så rakte han typiske hånden op og jeg tænkte, fedt nu byder han ind, men det var som regel altid for at sige: skal vi ikke snart i gang med undervisningen'. Min sniksnak var i hans verden helt overflødig :)

Det, du beskriver med at læreren kan gå ind og være mediator mellem det introverte barn og klassen, den større sociale sammenhæng, det tror jeg er helt rigtigt. Jeg kan også se nu, hvor jeg tænker over det, at det er noget jeg gør meget, uden at tænke over det.

Tusind tak for dit besyv
Helle