Cirkus Summarum

-Vil I forresten have fire billetter til Cirkus Summarum på Tangkrogen i Aarhus på onsdag, spurgte min kollegas mand, da de var her forleden og spise, og forklarede at de ikke var hjemme til selv at bruge billetterne. Og stort ja tak, det ville vi da vildt gerne!
Lillepigen, som egentlig begyndte i børnehave efter sommerferien i mandags, fik derfor allerede en fridag i dag, og så tog mor og piger på cirkusudflugt til Aarhus. (Åh, hvor ser ordet Århus dog grimt ud, når det staves Aarhus, hvordan skal jeg dog nogen sinde vænne mig til det?)

Det er muligt at Ramasjang er en tv-kanal for børn, og at jeg egentlig mest var med for at køre bilen, betale popcornene og vise os hen til pladserne, men sådan var det bare ikke, for jeg blev totalt grebet af forestillingen, som er mere show end cirkus, men supergodt skruet sammen, fyldt med humor og god musik og en noget så pisse irriterende Bruno Bjørn, som var i topform. Den 'rigtige bamse', ham den gule, der er ven med kylling var også med, men han blegner noget ved siden af Bruno og bliver temmelig fesen og udvandet. Det er Bruno styrer - og prutter! 
Jeg er meget stor fan af hr. Skæg (aka den skarpt ordbegavede og hamrende musikalske pædagog Mikkel Lomholt), og at se ham live - 'ægte', som Lillepigen hele tiden siger (Mor, er det hr. Skæg, ægte?), det var altså stort. 
Han var klart den bedste i forestillingen. Sebastian Klein var også et hit -  kommer han i øvrigt ikke til at ligne sin far mere og mere jo ældre han bliver? 
Og så var vi vilde med Rosa, hende fra Rouladegade, der har en udsendelse på tv, hvor hun hjælper et barn med at bage en personlig kage, som en overraskelse til et af barnets nære familiemedlemmer. Rosa havde følgeskab af Motor Mille, en forholdsvis ny Ramasjang-figur, som også var sød, sjov og skarp.

Storepigen var taget med for selskabets skyld og selvom hun hverken rejste sig, da børnene blev bedt om at gøre det og heller ikke, da det var de voksnes tur, så grinede og hyggede hun sig og var helt enig med mig i, at det var værd at køre efter. Mellempigen nød det også, men hun var nu også over aldersgennemsnittet af de fremmødte børn. Jeg vil sige at målgruppen er de 2-10 årige og deres forældre. 
Det er muligt at komme ind på cirkuspladsen to timer før (det gjorde vi nu ikke), her er masser at gang i den og mange forskellige aktiviteter for de mindre børn, karruseller og den slags. Vi købte popcorn til 25 kr for en bøtte og vand til 15 kr. Absolut overkommeligt og et must for et cirkusbesøg! 
Alt i alt en fremragende forestilling, en dejlig oplevelse som jeg gerne have betalt billetprisen for. Du kan læse om forestillingen og købe billetter lige her.

Efter forestillingen kørte vi ud til mormor og morfar og sagde hej og blev da lige til aftensmad inden vi susede tilbage til region Sydjylland!

Madblogging eller not

I mit tilfælde er der slet ingen tvivl om, at svaret er NOT.
Jeg både stornyder og bruger ofte mange af de vildt flotte, inspirerende og SKØNNE danske madblogs, der findes på nettet. Jeg har et par gange  følt mig en lille bitte smule fristet til selv at prøve at fotografere og beskrive noget af det meget dejlige mad, der udgår fra køkkenet her i hytten. 
Men ak og ve! Det er jo en håbløs opgave, når man ikke er vant til det. 
Jeg er VILDT imponeret over, at man både kan jonglere med opskrifter og madvarer, varm ovn, komfur og hvad har vi, samtidig med at man får taget megaflotte dekorative billeder undervejs. Hvordan gør I? Jeg står der med fedtede fingre og tænker på at jeg helst ikke vil tabe min iPhone ned i farsen - og vil egentlig heller ikke så gerne have den smurt ind i dej...

Bliver i øvrigt også så optaget af processen omkring madlavning, at jeg glemmer alt om at tage billeder undervejs, og når det endelig lykkes, synes jeg billederne bliver deciderede ringe!
Derfor kære dygtige madbloggere, frygt ingen konkurrence herfra, det kommer simpelthen ikke til at ske at jeg går jer i bedene. 
Det står lysende klart efter mit forsøg på at spæde gårsdagens blogindlæg der handlede om mad, op med en række billeder.

Og meget meningsfyldt følger her så et billede af en skål kirsebær plukket i egen have.

Ferieland: Tid til venner og god mad - nu med billeder!

Noget af det virkelig dejlige ved ferie er det sociale overskud, der kommer op til overfladen, når man ikke har været på arbejde i ugevis. Åh, det nyder vi her - og vi har i den sidste uges tid ikke lavet meget andet end at føjte ud til venner eller haft dejlige besøg. 

Her kommer - i bedste servicestil - en 'opskrift' på en supervellykket menu, der passer perfekt til en hyggelig aften med gode venner. 


Hovedret: Burgere af hjemmebagte boller, bøf på grill og som en del af tilbehøret coleslaw og guacamole.

Dessert: Grillede bananer med whiskey og flødeskum eller is til de voksne og det samme, dog uden whiskey til børnene!

Menuen er særdeles velegnet til børn, fordi det hele er sat frem på bordet, så de selv kan lave deres egen burger. Den fireårge her i huset har sin egen variant, som er en bolle med tomat og remoulade! 

Måske er din ægtefælle allerede begyndt på arbejde igen, mens du har fri lidt endnu,  og derfor er det smart at have handlet dagen før, for så kan du gå og hygge dig med at bage burgerboller og lave tilbehøret i løbe af dagen. Ellers tag og lav det dagen før, du vil elske dig selv for det!

Burgerbollerne bliver stensikkert en succes, hvis du bruger denne opskrift, som er fra den meget anbefalelsesværdige madblog 'Mad med hjertet'. Jeg bager disse boller i tide og utide, fordi vi i hverdagene bruger dem til børnenes madpakker.

Lige kommet ud af ovnen

Coleslaw er en amerikansk salat, hvis primære indhold er hvidkål og mayonnaise. Vi har afprøvet mange forskellige slags gennem årene, og er nu landet på, at vælger man en variant, hvor der bruges spidskål i stedet for hvidkål, så får man en langt mere velsmagende coleslaw. Derfor anbefaler jeg denne opskrift, som vi netop lavede forleden og den smager SÅ godt!

Er ikke - og bliver aldrig madblogger, hvordan hulen tager man et smart billede af en skål med coleslaw?
Sådan her?

Eller skal man så tæt på?
Er det flot med forskellige farver eller ligner det orme, der slanger
sig mellem hinanden, jeg kan simpelthen ikke selv se det?

Guacamolen findes der også mange forskellige opskrifter på, jeg er vild med denne, som er fra en rigtig dejlig blogger, der kalder sig Lone Landmand. 

Og her ser vi så en skål med guacamole. Det brune i midten er stenen fra
avocadoen, for når den lægges i bliver det ikke brunt.

Argh, glemte at fotografere under processen, men her er et billede af vores skraldespand,
da jeg var FÆRDIG med at lave guacamole!

Du begynder selvfølgelig med burgerbollerne, og mens dejen hæver kan du hygge dig med at lave coleslaw og guacamole. Som enhver ved, smager mad bedre, hvis det er lavet til høj musik og meget gerne med tilhørende dans i køkkenet. Er du til den lidt vilde genre, så er det klart Volbeat du skal have fat i - ellers laver man god mad til både Pink, Nephew, Bruce Springsteen og ABBA - alt efter smag og behag.

Når du har bagt boller og lavet de to slags tilbehør, så behøver du ikke lave en skid de næste mange timer. Altså lige afhængig af, om dit hus trænger til en overhaling, inden du vil være bekendt at invitere nogen ind. Hvis I alligevel skal sidde i haven, så drop rengøring indenfor, der er jo ingen der ser det!? Slå hellere græsset!
Alternativt slæng dig i en havestol/liggestol/drømmeseng med en god bog og nyd eftermiddagen.

Der skal selvfølgelig også snittes agurker, tomater, løg og skylles salat til burgerne, men det behøver du ikke gøre, før lige inden gæsterne kommer. Det er i øvrigt oplagt at sætte børnene til at gøre dette arbejde, mens du gør det sidste klar og dækker bord.

Det er kun mig, der kan se det, men dette billede siger en hel masse om mit ægteskab!
Jeg vil have løgene i ringe, han vil have dem skåret i små stykker.
Derfor to slags løg!

Hvis du synes, kan der laves kartoffelbåde/pommesfritter til, det vil mange gerne have til deres burger. Man kan nu sagtens udelade kartofler, hvis jeg skal bestemme... (det får jeg ikke lov til i denne sag, så hos os er der kartofler til.)

Rå kartofler - ville også have taget et billede, da de kom ud af ovnen,
men tror I, jeg huskede det?

Til gengæld tog jeg et billede af kartoffelskrællerne i køkkenvasken.
Så har man set det med.

Bøfferne grilles på weberen, (eller anden grill, hvad I nu har) og er der en mand i huset, så lad endelig ham gøre det. Mænd elsker at styre grillen og min erfaring er, at de ofte er bedre til det end deres koner, så lad dem endelig komme til. Og når gæsterne ankommer, så sørg  for at (det sker nu nok helt af sig selv) mændene står sammen og drikker en kold øl ved grillen, så bliver de i så godt humør og endnu dejligere at være sammen med!

Hvis burgerbøfferne skal være fuldstændig perfekt velsmagende, så lav et hul midt i bøffen, fyld en klat kryddersmør i og luk hullet med fars - så ryger alle planer om at holde den slanke linje for den dag, men du får bøffer, der smager som en drøm. Mange vil gerne have en cheeseburger, så der må gerne være cheddarost på bordet, som kan lægges på bøffen, når den grilles.

Man vil nok typisk beregne to burgere pr. person, men mange spiser faktisk kun én, for man propper den med gode sager. Beregn alligevel 2 pr. mand, for så har I masser af mad til en reprise dagen efter!

Når bøfferne er grillet og sat på bordet, er det bare om at kaste sig ud i at lave sig sin egen favoritburger.

Jeg lover dig, at jeres gæster vil klappe i hænderne og udbryde 'Uhm, hvor er det godt, det her' adskillige gange under middagen, og når du fortæller at de også skal have dessert, så siger de 'åh, så skulle jeg ikke have spist så meget', men tager alligevel lidt mere, fordi de ikke kan lade være.

Desserten er også en nem nem nem én, det er min absolutte yndlings, måske fordi det smager som en irish coffeee i en banan! Det er verdens nemmeste dessert, se et eksempel på fremgangsmåde lige her.

Vi dækker bord efter det princip, man nok vil kalde "tilfældighedsprincippet".
Dugen er et gammelt dynebetræk,  som jeg
har sprættet op og bruger til havebordet. 

Rigtig god fornøjelse!

Ferieland: Min tid, min sommer, min kamp

Nyder! 
Det føles som evigheder siden jeg sidst har været i denne tilstand,  og derfor nyder jeg det endnu mere. 

Med Karl Ove Knausgards roman 'Min kamp' , vand, kaffe og solhat, har jeg indtaget vores have, nogen gange i solen, andre i skyggen og er på en eller anden måde gået i ét med ferien, med omgivelserne og med de dejlige dage der lige er gået og som ligger foran mig. Vi ses med venner, tænder grillen, har overskud. 
Laver bål i haven, bager bålbrød. Fordi vi kan og gider.

Knausgard har optager mig, har overtaget mig. Slugte bind 1 i næsten én mundfuld og havde så voldsomme abstinenser efter bind 2, at jeg lukkede mig ind på byens lille selvbetjeningsbibliotek kl. 21.55, fem minutter før de lukkede en aften for at med stor lettelse at konstatere at bind 2 stod på hylden. Nu læser jeg mere moderat, ikke så sultent, men nyder hver eneste side og frydes over sætninger, der giver mig tankespind længe efter. Han skriver så fint, så vedkommende og så nærværende på en måde, som går lige i højre hjertekammer på mig... Prøv at høre den her passage:
'Tilbage kan vi ikke gå, alt hvad vi foretager os, er uopretteligt, og hvis man ser sig tilbage, er det ikke livet man ser, men døden'

Hvad læser du for tiden? Dig derude, som læser med her?

I læsepauserne, de af dem hvor jeg ikke spiser, sover eller hænger vasketøj op, fletter jeg fingre med min elskede og nyder at sommerferie klæder os som par helt ufattelig godt. Vi er sammen, vi har det godt og vores familie er i denne tid reduceret til at tælle kun os to og fællesbarnet, Lillepigen, som vi giver ekstra opmærksomhed, fordi hun savner sine søskende, der holder ferie med deres far. 

Ferieland: Gotland 2, Visby

Visby er hovedbyen på Gotland. Der bor ca. 22.000 mennesker i byen. Heldige dem siger jeg bare, tænk at bo så dejligt et sted!
Hvergang jeg sagde det derovre, mindede min søde mand mig om, at den svenske vinter er meget lang og meget kold, om jeg så stadig drømte om at bo på en ø?

Den indre del af byen er omringet af en mur, et levn fra middelalderen, som gør det meget tydeligt at forestille sig, hvordan byen har været forskanset i en tid, hvor den største fare var angreb fra havsiden.

Små skæve gamle huse klædt i blomsterpragt, smalle stejle brostensbelagte gader og masser af liv fra handlende, turister, caféer og restauranter. Ahmen, jeg siger jer, der var stemning! 

Visby er optaget på Unesco's verdenskulturarvsliste. De 3,5 km ringmur om byens midte (kaldet 'Innerstaden') er meget velbevarede og  vi tog en fin historisk vandring langs bymuren.  

Byems historie går tilbage til 1100-tallet, hvor den var en vigtig havn for Hanseforbundet.

I 1361 blev Gotland erobret af Valdemar Atterdag (Slaget ved Visby) og i 1521 ødelagde Lübeck byen.

Flere steder var ringmuren ødelagt efter angreb fra de fæle danskere, der op gennem tiden har kæmpet og slåsset rigtig meget med svenskerne.

Hvert af ringmurens tårne havde sin egen fortælling og historie. Flere af tårnene kunne man stadig gå op i, dog var det tydeligt markeret, at det var helt på egen 'risk'... 

Sommerudsigt over Visby.

Ud over at gå langs ringmuren - skiftevis på indersiden og ydersiden af den -  og bare indsnuse det fine historiske vingesus, der mærkes alle vegne, fik vi også shoppet lidt og spist en dejlig frokost på en hyggelig fortovsrestaurant.

I Visby er der også en supercharmerende havnefront med strandpromenade og badestrand.

Ferieland: Gotland 1

Jeg har efterhånden besøgt mange steder i verden, hvor naturen var overdådig smuk. 
Steder, som forevigt har prentet sig ind i min bevidsthed og givet mig en større vidvinkel på den verden, jeg lever i. 

Den svenske ø Gotland er nu, sammen Canada, Australien og Israel med på listen over de smukkeste steder i verden, jeg kender. Der var noget helt særligt - meget nordisk over naturen på Gotland, som jeg faldt pladask for.

Det gør noget ved mig at være et sted, hvor naturen næsten tager pusten fra mig, fordi den i sin storladenhed bliver næsten ubegribelig. På samme tid enkel og meget ligetil, men også forunderlig og kompleks - med et strejf af evighed. Det giver mig sug i maven og en mærkelig blandet følelse af både livsglæde og dødsangst.  Havde det fx sådan, da jeg som 17-årig stod ved Niagara Falls i Canada. 

Gotland gav mig flere gange kuldegysninger af fryd over sin skønhed. 

For at nå den tidlige morgenfærge, som sejlede kl. 04.50, stod vi op kl. 3 om natten og fulgte tre halvsovende børn ud til bilen, tjekkede huset af (igen, det var allerede gjort flere gange aftenen før) og kørte ud i den svenske morgen, hvor solen stod op på himlen over os og nye oplevelser ventede.

Både færgebillet og indkvartering var booket hjemmefra i april måned, via dette meget velfungerende site. 

Sejlturen fra Nynäshamn til Visby tog tre timer og var meget afslappende og behagelig. Vi var helt vildt trætte, men også spændte på at komme over til øen.

Der er alle muligheder for turistindkvartering på Gotland: Camping, hotel, hytte - og som vi havde valgt: Bed & breakfast i resortet Kneippbyn. Havde økonomi ikke været en faktor i vores feriebeslutninger, ville vi have lejet en hytte, for at bo fem personer i et ret lille værelse, var lige rigelig sammenpakket for os. 

Vi havde fire hele dage på øen, og de dage var så dejlige, så fine og så fyldt med "wauw" og "åh, hvor er her fantaaaastisk, jeg vil ikke hjem", at det næsten lyder for godt til at være sandt, når jeg sidder her og forsøger at beskrive det. 
Men det er sandt:Der var bare så dejligt på den ø, at vi helt sikkert vender tilbage i længere tid og får set alt det, vi ikke nåede i denne omgang. Vejret var pragtfuldt, sol og sommer alle dage.
Jeg havde på forhånd læst om øen, at man ikke kan sige, man har været der, hvis man ikke har set en af de mange rauker, der flere steder knejser i landskabet langs kysterne. En rauk er et geologisk fænomen -  et stykke fritstående klippe, eller en slags restklippe, kan man sige, som naturen gennem erosion har formet gennem tusinder af år. 

Vi tog derfor en tur ud i landskabet langs kysten, for at finde nogle af de hersens 'hvad var det nu, du sagde, de hed?' 
Rauker! ('Hvor mange gange, skal jeg sige det?)


Landskabet, vi bevægede os i, tog sig således ud. Tilsæt selv en frisk, liflig havbrise og en vidunderlig duft af sommer og saltvand:

Og her er den så, én af de største rauker på Gotland. Den kaldes Jungfrun (jomfruen) og er meget stor og meget flot. Årh, den er sej, råbte Lillepigen med nakken lagt godt tilbage, mens hun kiggede op på det imponerende stykke natur.

Sidenhen bevægede vi os på en gåtur ind i skoven. Måske for vi lidt vild, og måske var det ikke ret smart, at jeg lige den dag var iført klip-klapper købt i Fakta for 29 kr. Ikke ret velegnet fodtøj til skovbundsvandring. Pigerne smiler på billedet herunder, men det var også før vi opdagede, at vi var gået forkert og måtte temmelig langt tilbage for at dreje rigtig af.

På tilbagevejen kunne vi så se rauken fra den anden side.

Efter en svedig tur i skoven og på vandring langs kysten, var en badetur og en stor is det eneste rigtige valg. Begge dele var heldigvis lige inden for rækkevidde. 

Ferieland: Ned i tempo

Udstyret med Stockholmskortet, der galdt i 72 timer fra det øjeblik, vi brugte kortet første gang, var det om at få set så meget som overhovedet muligt. 

Turist-aktivitets-tempoet har derfor været pænt højt de første tre dage, hvor vi har hardcore-sightseet!

Brochuren med info og liste over de ca. 80 attraktioner, som vi med kortet havde adgang til, er  blevet studeret flittigt og selvom der var MEGET at vælge imellem for os, så var der altså også en hel del, som ikke lige fangede interessen. 

Hver gang jeg sad og læste i brochuren, fangede mine øjne Sven-Harrys Kunstmuseum. Ret hurtigt opstod der en intern vittighed, når talen faldt på, hvad vi skulle: "Vi kan da også tage en tur ind på Sven-Harrys kunstmuseum". Af en eller anden grund er det sjovt at sige Sven-Harry :-)

Den tredje og sidste sightseeing-dag begyndte med en sejltur rundt om øen Kungsholmen. Turen varede i 50 minutter og foregik fra en lukket turistbåd med et meget begrænset udsyn. Ærgerligt, for der er så smukt og så meget at kigge på! Lillepigen hævdede at sejlturen var det kedeligste, hun nogen sinde havde prøvet i sit liv. 

Med tunnalbana gik turen herefter ud til en ting, som lå højt på min kære ægtefælles ønske over ting, han gerne ville se i Stockholm: Globen. 

Globen er Sveriges nationalarena og verdens hidtil største sfæriske (kugleformede) konstruktion. Da Metallica i 2009 spillede i Globen, havde de publikumsrekord med over 16.000 tilskuere! Alt det var sådan set fint nok og vældig interessant. Men prøv lige at kigge på billedet herunder og læg mærke til, hvad der foregår UDENPÅ Globen! Kan du se det? 

På en skinne op ad Globens yderside kører en lille glaskuppel. Inde i den kuppel sidder 8-10 mennesker. Dette 'Skyview', som turen hedder, var formålet med vores tur derud. Min mavefornemmelse var meget tydeligt. Jeg skulle fandengalemig ikke ind i sådan en lukket gladkugle og sidde! Jeg pippede lidt om, at det nok ikke lige var en tur for Lillepigen, og at jeg derfor meldte mig frivilligt til at blive nede sammen med hende, men den gik ikke - for hun er allerede som 4-årig en åbenlys adrenalin-junkie! Da hun så hvordan kuplerne kørte op af Globen, sagde hun omgående, at det ville hun prøve....

De store piger var også friske, og ved nærmere eftertanke var det måske også noget fis, at jeg ikke turde tage den tur, som helt sikkert ville afsløre en superflot udsigt over byen. Kom nu moar, sagde mine børn, og så tog jeg én for holdet. Undertrykte min mavefornemmelse og gik med min familie. Allerede da døren til kuplen lukkedes, vidste jeg, at jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse. Der var stegende hedt i det lukkede rum, og mens vi langsomt steg op og op og op, begyndte det at suse for mine ører, og jeg havde en klar følelse af ikke at kunne få luft. Hvis du har prøvet at være virkelig køresyg (uden at kaste op), så ved du, hvordan jeg havde det. Hovedpine, kvalme, svimmel ... uf det var sgu ikke sjovt.

Jeg klarede heldigvis turen, som varede ca. 20 minutter, men det var hæsligt og jeg gør det aldrig mere! 

Fy fa'n, det var væmmeligt!

Heldigvis skulle vi bare hjem herefter - og på hjemturen blev jeg frisk igen. Og efter en badetur ved den nærliggende lille skærgårdsbadestrand var jeg helt fuldstændig overfrisk!

I går tog vi en shoppedag med frokost i byen, is og hygge. Fik brugt en hulens masse penge, for der var REA (udsalg) alle vegne. 

Fik også kørt et par poser "Ahlgrens bilar" ind, et par kolde øl og lidt kold rosévin. Ferie er nu herligt!

I dag er vores sidste dag her, inden turen fortsætter til Gotland. Fik jeg nævnt at vi skal med en færge kl. 04.50!?

Ferieland: Alt er bedre, når solen skinner

Den første sightseeiing-dag foregik i pisøsregnvejr. Heldigvis regnede det kun den ene dag, næste morgen vågnede vi i dejlig strålende solskin.
Vi hører fra vores svenske husbyttevenner, der bor i vores hus i denne uge, at vejret i DK er helt forrygende. De takker os mange gange, for at have sørget for så godt vejr til dem på deres ferie i Danmark.

Men tilbage til regnvejrsdagen: På Vasamuseet købte vi verdens dyreste og grimmeste regnslag. En udvidet udgave af en sort affaldssæk, men de holdt os tørre, og vi har helt sikkert været et latterfremkaldende syn, når vi kom vraltende henad gaden -  en hel familie indhyllet i sort plastic. Her viser Lillepigen regnvejrs-attitude i en bus!

Dag 2 begyndte med at stå i en psykolang kø til Junibacken, et museum for børn, der udover at hylde hele verdens Astrid Lindgren, også omfattede en lang række andre svenske børnebogsforfattere. Vi læste os til at Astrid Lindgren, da hun blev præsenteret for idéen om at lave et børnemuseum med udgangspunkt i  figurerne fra hendes forfatterskab, havde insisteret på, at der skulle medtages figurer fra andre forfatteres bøger. Derfor så man også Alfons Åberg, Mumitroldene, Findus og Peddersen m.fl. 

Lillepigen var lyksalig. Ville flytte ind på Junibacken og aldrig hjem. Vi kunne bare smutte og hente hende senere, hun agtede at blive. Mens vi ventede på at hun fik leget færdig i Villa Villekulla, havde jeg en fest i museets boghandel over at finde alle de kendte bogtitler på alverdens sprog.

Besøget sluttede med en fortryllende tur med 'Sagotoget', en hjertegribende køretur gennem Astrid Lindgrens forfatterskab. Toget kørte rundt i et stemningsfuldt modellandskab - "Fra Junibacken til Nangilima", og  jeg fik sgu da verdens største klump i halsen, da vi passerede det brændende hus, hvor Jonathan springer ud af vinduet med sin syge lillebror Tvebak på ryggen og derved redder hans liv, men mister sit eget.

Efter Junibacken tilbragte vi resten af dagen på Skansen, et stort naturområde, der både er frilandsmuseum, dyrepark, rekreativt område og udsigtspunkt. Et herligt sted, som vi udelukkende forlod, fordi det var aften, vi var sultne og vores ben og fødder ikke kunne mere.
Fra det besøg skal I da ikke snydes for billedet af en ung elgmor med elgbaby.

Ferieland: Ømme fødder og trætte ben

Jeg glemmer det vist lidt fra gang til gang. Hvor fysisk udmattende storbybesøg kan være, hvis man gerne vil opleve en hel masse på kort tid og derfor suser rundt fra morgen til aften.
Det gør vi i disse dage. Vi er nemlig udstyret med Stockholms-kortet, som ud over at give os fri entré på en meget lang række attraktioner også tillader os at køre ubegrænset med alle former for offentlige transportmidler. Da vi bor ca. 30 minutters bilkørsel uden for centrum, men ikke ønsker at have bilen med til byen, er det en genial løsning for os. Vi kører med 'tunnel-banan', skifter til bus og rejser videre med sporvogn. Hopper ind i den forkerte bus, kører to stop, hopper af igen og spadserer. Trasker, vader, går og går og går. Lillepigen, som i sagens natur er udstyret med familiens korteste ben, er fantastisk til at gå langt. Det betyder en del i en storby. 
Stockholmskortet gælder for vores vedkommende i 72 timer - dvs. at vi inden for tre døgn har frit lejde til at turiste løs. Og det gør vi. Igår Vasa-museet, et fedt og vildt spændende historisk museum om det store trækrigsskib Vasa, som i 1628 sank i Stockholms havn, lige da det var sejlet ud på sin allerførste rejse nogen sinde. Skibet var prægtigt, bestilt af kongen og det havde taget 10 år at bygge det. Det var udstyret med 64 kanoner og 300 soldater, klar til at sejle ud og besejre den polske fjende. Der var bare en den detalje, at skibet var konstrueret med forkerte proportioner, så det kunne ikke sejle! Det sank og lå på havets bund i 333 år, inden det blev bjerget. 
Der var meget mørkt inde på Vasa-museet, så alle vores (forsøg på) billeder, ser sådan ud:

Et mørkt udsnit af mig, foran et mørkt udsnit af et gammelt skib

Efter Vasa-museet gik vi fire tusind kilometer og besøgte også et andet museum - Nobel Museum -  et vildt fedt sted, der hyldede videnskabsmanden Alfred Nobel og på en inspirerende måde formidlede alt det hurlumhej med Nobelpriserne. Jeg havde nok på forhånd tænkt, at det var lidt kedeligt, men det åd jeg i mig igen, for ud over at der var SÅ meget interessant information, man kunne suge til sig via interaktive tavler, kortfilm og interessant konstruerede montrer og plancher, så havde museet et tilbud til børn, som fik aktiveret alle vores tre i alderen 4, 11 og 14 år. Børnene fik udleveret et hæfte, hvori der var opgaver, de skulle løse rundt i museet - en form for skattejagt efter bogstaver som til sidst skulle danne et ord. Storepigen tog svensk-udfordringen op og var den, der læste og oversatte til dansk for sine yngre søstre. 

Jeg forlod Nobel Museum som et bedre, klogere og mere oplyst menneske, og anbefaler det til enhver, der måtte overveje at lægge turen forbi. Museet ligger i bydelen 'Gamla Stan', hvor vi også trampede forbi Kungliga Slottet, der er den svenske kongefamilies slot til offentlige begivenheder og repræsentation. De bor der ikke, men som jeg forklarede børnene - det er deres kontor, der hvor de arbejder. Århh ja, megasejt, prøv lige at have kontor i et slot, grinede de to yngste omgående!

I Storkyrkan blev Lillepigen væk fra os andre. Jeg havde lige stået sammen med hende, og sekundet efter var hun ude at syne. Ikke at jeg gik i panik, men jeg fik da lige pisket en stemning op og sat resten af familien i gang med at lede. Der er så stille og højtideligt i en kirke, så jeg kunne ikke få mig selv til at kalde. Pludselig prikkede Jens mig på skulderen og pegede... ' Prøv at kigge derned langs bænkerækkerne', sagde han, og der sad hun, det bette pjevs, ligeså artig på en kirkebænk og hvilede sine trætte ben. 

Det sidste billede, jeg bringer i dag er fra et meget mærkeligt udstillingsvindue. Som min skønne Storepige på bedste teenagevis udtrykte det: Hvad fanden sker der lige for den vinduesudstilling?

Godt spørgsmål!

Ferieland: På opdagelse

Jeg elsker den nysgerrighed, der bimler og bamler i mig, når jeg ankommer et helt nyt sted og skal i gang med at finde ud af, hvordan det sted tager sig ud. Det er fedt at være ude af comfortzonen og ikke vide, hvad der er om næste gadehjørne. Eller forenden af næste skovsti.

Når Jens og jeg skal finde vej sammen - det gælder både, når vi orienterer os fra bilen, og når vi går et sted sammen eller skal finde ud af, hvilken bus/tog/sporvogn, vi skal med, så er vi stort set aldrig enige. Det er faktisk helt enormt anstrengende, for det betyder at det ikke bare glider for os. Den der indforståethed mange par har sammen, hvor den ene sender et blik til den anden, som derefter i dyb forståelse følger med eller retter ind, det findes ikke i vores ægteskab. Ved hver eneste (og jeg mener virkelig hver eneste) tvivl, opstår livlig debat og diskussion. 
'Skændes I?' spørger børnene, og nej det gør vi faktisk ikke, jeg er bare overbevist om, at vi skal til højre og han mener, det er venstre.  Og da vi er lige stædige og påståelige, så går der en del tid med det.
Hjælper vores faste overbevisninger os så til nemt og hurtigt at finde de rigtige steder hen? Nej, det gør de så ikke. Tværtimod vover jeg at påstå, at vi farer mere vild end gennemsnittet og oftere end andre vælger den forkerte afkørsel/vej/bus/sporvogn end andre.
Og vi skiftes til at tabe ansigt og sige "det beklager jeg, jeg var sikker på, at det var her vi skulle dreje" eller triumfere i det stille (man er vel høflig), når den anden har fået sin vilje ført igennem, og det viser sig at være forkert. Altså at man var den, der havde ret. 
Fordelingen af disse er 50/50 til os hver, så vi kan holde hinanden fast i det spændingsfelt forevigt. Havde den ene nu konsekvent fat i den lange ende, så håber jeg da, at den anden ville rette ind. Her er der ingen, der retter ind. Det kunne vi ikke drømme om! Det har virkelig mange fordele, at være 'et stærkt par', altså et par bestående af to stærke individualister, men der er også tydelige ulemper. Vi skal samarbejde mere i stedet for at modarbejde hinanden, siger du? Det ved vi begge godt,  og vi prøver! Vi taler om det og øver os, men der er lang vej endnu.
Heldigvis var alle i aftes enige om, at det havde været en pragtfuld dag. Med skøre oplevelser, som vi bagefter kunne grine af. Fx damen på togstationen, da jeg spurgte om vej til bussen og fik at vide at jeg var på 'fel sidan av stationen'. Den måde en svensk mund siger ordet 'station' er vidunderlig.
På aftenturen gik det også på en anden måde end tænkt hjemmefra, for vi fandt aldrig det vand, vi ledte efter. Men vi fandt en anden dejlig tur igennem en skov langs vandet. Skærgården. Skærgården er for blæret. Svenskerne er heldige, at de har alt det skærgård, sagde Mellempigen sødt. Hun har helt ret.

Ferieland: Afsted

Vi er afsted.
De følgende tre billeder fortæller i grove træk indholdet af denne mandag. 
Stod op i (nærheden af) København i morges, efter pitstop og overnatning hos sødeste svigerfamiliemedlemmer. Det er Storepigen og Mellempigen, der snorker på en luftmadras ved siden af den seng, resten af os lå i. Dernærst ses udsigten fra min side af bilen, hvor jeg har tilbragt MANGE timer i dag. Slutteligt lidt udsigt fra vores aftengåtur i området. Vi er i en forstad til Stockholm og her er fuldstændig vidunderligt.