Nadver

Nadver betyder aftensmad

Nadver betyder aftensmad, og når man spiser sammen, bliver man sammenspist. I nadveren spiser menigheden sammen med Jesus, og bliver sammenspist med ham, en del af ham.

Den sidste aften Jesus levede, spiste Jesus et måltid med sine 12 disciple. Det var under dette måltid, at han sagde til dem, at når han om lidt gik bort fra dem, var det for at ofre sig for dem, men han ville opstå igen. 

Når han var opstået, og de skulle forsamles i troen på ham som Guds søn, skulle de tage brød og vin på samme måde, som de gjorde nu, og spise sammen i hans navn. Når de gjorde det, ville han tage bolig i brødet og vinen, så brødet ville blive til hans krop og vinen til hans blod. Når de spiste brødet og drak vinen, var han således ikke blot til stede hos dem eller iblandt dem men i dem, og kunne skænke dem syndernes forladelse.

Ovenstående er klippet fra folkekirken.dk og beskriver meget kort, hvad den kirkelige handling 'nadver' går ud på. Lige præcis den del af gudstjenesten har været det, jeg har haft sværest ved at tage til mig, måske fordi det er som en reflekterende voksen og ikke et fordomsfrit barn, jeg har lært nadverens at kende.

Det tog blandt andet fire tirsdages studiekreds om bogen 'Hvad skal man tro' (en slags 'Kristendom for dummies', kunne man næsten kalde den), før jeg forstod tilpas mege af essensen - kernen  i nadverens væsen. Eller ikke bare 'forstod', for det er langtfra kun det, det handler om. 

Det handler mest af alt om at slippe grebet i forståelsens håndtag og kaste sig ud i at tro.

Når jeg knæler ved alteret, og præsten siger de næsten magiske ord 'dette er Kristi legeme' og dette er 'Kristi blod', mærker jeg helt indefra dels et voldsomt historisk vingesus - det var de ord, Jesus sagde, aftenen før han blev korsfæstet og i 2000 år har mennesker verden over, forsamlet sig og sagt/lyttet til de ord, men jeg mærker også (og nu bliver det altså lidt syret, ved godt godt, men prøv om du kan følge mig) at et mørkt hul af ensomhed, som har fulgt mig så længe i livet, jeg kan huske tilbage, for en stund fyldes ud og ikke mærkes som en smerte, men derimod som en del af mig, der har ret til en plads og ikke er noget, jeg skal kæmpe for at få til at gå væk. En ensomhed, der er en slags eksistentielt grundvilkår i mig. 

Kender du til sådan en ensomhed  i dig? Og hvad gør du ved den, når du mærker den?