fredag den 4. april 2014

RØD, en heftig puls

Rød er varme, temperament og lidenskab. 
Rød er mine knoer, når jeg knytter hænderne hårdt i vrede og med anspændte kæber får sagt til mine elskede, at lige præcis det der, ved jeg ikke, om jeg kan lære at leve med.

Rød er blodet, der løber i mine årer, når jeg fuld af begær presser mig imod ham og mærker at alt det han er, kan jeg leve med. Vil jeg leve med. 
Rød er varmen i kinderne, kærligheden i hjertet og frustrationen, når det hele bliver for indviklet.

Der bor en rød oprørskhed i mig, som ikke fylder meget i det daglige, men som jeg mærker tydeligt i bestemte situationer, hvor noget går for nær.
Min vrede er rød.
Rød er også ilden, der brænder i mig, når verdens uretfærdighed bliver klasket op i mit fjæs, men det er også en glødende ilterhed og kamplyst, der er næsten utæmmelig, når jeg føler mig uretfærdig behandlet eller direkte misforstået af et andet menneske. 

Rød er styrke, kraft og opmærksomhed. 

I min garderobe er der er ikke ét eneste stykke rødt tøj. 
Rød råber for højt og siger 'se mig, se mig' på en måde, jeg ikke kan forliges med, når det er mig selv, men beundrer, når det er andre.

Der er mange røde ting i vores hjem. 


Rød yndlingskop fra Bodum

Rødt skab fra meget kendt og brugt svensk møbelfirma


Badeforhæng med røde Marimekkoblomster.

Rød termokande


Hvorfor jeg pludelig skriver om en farve? Forklaring kommer her:


Et link på her sendte mig til den her fine blog, hvor der i denne tid er en skriveleg i gang. Jeg har ikke deltaget i den slags hurlumhej før, men er hoppet med her, fordi jeg synes teamet er sjovt og overskueligt med kun én bundet skriveopgave om ugen. I al sin enkelhed er opgaven at skrive et blogindlæg med inspiration i en farve.



  • uge 14 RØD
  • uge 15 ORANGE
  • uge 16 GUL
  • uge 17 GRØN
  • uge 18 BLÅ
  • uge 19 LILLA








2 kommentarer:

@ sagde ...

Hold da op et dejligt rødt indlæg, Helle! :o)
God weekend!

ps. husk der ikke er bundne skriveopgaver i legen, hvis du springer en uge eller to over, risikerer du blot at blive nakkeskudt ;o)

Helle sagde ...

skøn rød kop du har :-)