søndag den 8. marts 2015

Mig og løb

Jeg er ikke én, der løber, og jeg bliver det heller aldrig. 

Sådan overvejede jeg at begynde dette indlæg, men så var det at jeg læste sætningen med skinger indre stemme og sagde til mig selv, som jeg ville have sagt det til enhver anden, der kom med så ufleksibel og stigmatiserende en udtalelse:

 'Der er edderdytme ikke megen plads til øvelse, udvikling og forbedring i den måde, du får sagt det på'. 

Så jeg prøver at begynde på en anden måde. 
Den kommer så her.
Jeg ville så megagerne være god til at løbe. Og jeg øver mig, men ikke ofte nok, for jeg har svært ved at tage mig sammen til at komme afsted. Men hver eneste gang, jeg kommer afsted, så oplever jeg at det, der i begyndelsen føles som en fæl og ond straf, transformeres om til en dejlig præmie af selvfed velvære, som jeg lever højt i dagevis. 

Jeg har mange regler, når jeg løber, og undervejs på turen kommer der hele tiden nye til. Ofte beslutter jeg allerede aftenen før at jeg vil løbe næste morgen. Jeg husker det med det samme, når jeg vågner, men skal først lige drikke kaffe i sengen. Og spise morgenmad. Og på toilet. Og sætte en vask over. Så i løbetøjet. Finde skoene. Og arm-holderen til iPhonen. Og tjekke musikken. Og indstille Endomondo. Og finde en kasket. Det kan sagtens tage et par timer. Men til sidst kommer jeg da langt om længe ud af døren. 

Efter 500 m:
Ih, hvor går det godt, hey jeg er god, jeg nupper sgu de 5 km på 30 minutter uden en eneste pause i dag, I can feel it in the air... og solen skinner, fuglene synger og himlen er blå.

Efter 1 km:
Man må godt gå op ad de stejleste bakker, faktisk er det farligt at løbe op af bakkerne i en skov, man vrikker nemt om i det bløde underlag, og jeg vil jo ikke falde eller have forstuvnings-skader.

Efter 1,5 km:
Når der er så stærk modvind som nu, er det helt ok at gå lidt, man må gå i ét minut. Eller to, hvis det passer bedre med musikken i ørerne. Eller tre. 

Efter 2 km:
Man må også godt gå op ad de næst-stejleste bakker.

Efter 3 km:
Nu er jeg over halvvejs og dermed teknisk set på vej hjem. Nu burde det blive nemmere, fordi psyken er med mig. Kom nuuuu, bliv nemmere for helvede. Jeg hader at løbe, jeg gider ikke løbe, det bliver sidste gang, det her. Løb stinker, det er slet ikke noget for mig.

Efter 4 km:
Jeg kunne også nøjes med at løbe 4 km, kan snart ikke mere, har jo allerede gjort det godt i dag og 4 km er da langt bedre end 0 km, hov ham derovre på den anden side ad gaden kender jeg, jeg løber lige videre, så længe han går der med sine børn. 

Efter 4,5 km:
Nu er der kun 500 m hjem, så nu løber jeg sgu resten af vejen, nej jeg går lige op ad den her bakke, og SÅ løber jeg hjem. Det kan jeg godt. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg er sej, jeg er stærk, jeg vil. 

Efter 5 km:
Ligger splattet ud på gulvet i entréen, er mørkerød i fjæset, sveder som en hest, men endorfinerne pisker rundt i kroppen og jeg har det så godt, for jeg mærker velvære over det hele, og det breder sig i sjælen. Jeg glæder mig allerede til næste gang. Der skal ikke gå så længe som sidst, for det er så dejligt at løbe en tur. Jeg elsker at løbe,og hvis jeg bliver ved med at øve mig, kan jeg selvfølgelig blive god til det. 




Laver udstræk på stuegulvet.
Nu forstår jeg, hvorfor det ikke ikke gik så godt med løbeturen i dag.
Nye løbestrømper fra Føtex,
men kan åbenbart ikke kende forskel på højre og venstre!


Svede-i-sofaen-selfie, havde lidt svært ved at finde passende grimasse.
Det er sket før, det med at jeg laver mærkelige ansigter til kameraet.
Se fx det  her tossede indlæg.



2 kommentarer:

Tina Westergaard sagde ...

Haha hvor har du ret...

Jeg nyder at følge din blog, måske du har lyst til at følge med i min nye blog om mad på http://www.madformadelskere.dk/

God søndag

Mvh Tina Westergaard :)

Birgitte B sagde ...

Åh det lyder sgu lige som mig med det løb. Bortset fra at stopper efter de 4 km