Tusind tak for likes og positive tilkendegivelser til mit forrige 'mor-har-skyld-med-skyld-på indlæg her på bloggen.
Det jeg ville, og som I tydeligvis fangede, var at ridse lidt i glansbilledet af den perfekte familie og det perfekte overskudsagtige moderskab. Enhver, der har børn, kender de situationer, hvor vi allerhelst spolede filmen tilbage, og fik sagt eller gjort noget andet, end i første take. Ikke bare enhver, der har børn, men enhver der lever i tætte relationer med andre. Tilværelsen sendes live, stilen er håndholdt og gjort kan ikke gøres ugjort.
Gu' var jeg ej stolt af min glatte afvisning af mit barn, men heldigvis kan man med forholdsvis beskeden indsats lappe på de huller, man laver, glatte ud og puste på sår, og gøre det kiksede næsten ukikset igen. Man kan sige undskyld. Fortælle at man er ked af den måde, man fik sagt tingene på, og tilbyde at gøre det godt igen. Den evne er for mig at se langt vigtigere end aldrig at fejle. Får hun traumer af oplevelsen? Det tror jeg bestemt ikke.
Bonusinfo til den malede sten med påskriften 'MOR' (ikke et øje tørt), som nu har fast plads på mit natbord og som jeg elsker højt:
Vi samlede kilovis af sorte sten på en sort strand på Island, og aftalte at male på dem, når vi kom hjem.
Pigerne glædede sig, og allerede et par dage efter hjemkomsten blev der indkøbt acrylmaling og lånt en pose acryltuscher, og siden har der dagligt været gang i produktionen. Det har derfor været en tilbagevendende begivenhed, at jeg af meget insisterende Lillepige har fået vredet armen om på ryggen, fordi jeg skulle se og beundre hendes kunstværker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar