tirsdag den 4. august 2015

Island #4

Listen over store ferieoplevelser blev i år enorm. Hver eneste gang vi satte os ind i bilen og kørte ud af Reykjavik, blev vores øjne store som tekopper, og vores stemmer kunne ofte ikke sige ret meget andet end 'Wouw'. Det er helt utrolig meget wow-effekt på Island. (Hey, nu slår det mig, er det derfor det nye lavprisselskab, der flyver fra Island hedder Wow-Air?)

Vi havde forberedt os rigtig godt hjemmefra og planlagt en række ture, hvor der ud over en slut-destination var indlagt pauser med sights undervejs. Det fungerede supergodt, for på den måde blev køreturen brudt op og indeholdt spændende pauser. 

Vi vedtog også med det samme at vi ville tage på de lange heldagsture hveranden dag. På disse dage var vi voksne oppe ved 7.30 tiden, fik smurt madpakker, pakket bil, og siden vækket børn og kl. ca. 9.00 susede vi så afsted i den 9-personers firehjulstrukne minibus. Typisk var vi tilbage ved 19-tiden og spiste aftensmad hjemme i vores hus.
De modsatte dage gik med mindre aktiviteter, og her kom badeture til at stå højt på hitlisten. I hver eneste lille flække på Island er der mindst et offentligt friluftsbad, med både bassiner til svømning og leg, typisk et par rutsjebaner og så de fantastiske hot-tubs, som er mindre runde bassiner med opvarmet vand fra 38-44 grader varmt. Vandet i de almindelige bassiner er også dejligt varmt, og derfor er det uden betydning at luften ikke var specielt varmt. Den varmeste dag, vi havde på hele ferien var der 17 grader, ellers lå temperaturen omkring 14-16 graders varme.
Så de dage, der ikke var turdage blev altså brugt på at bade, på indkøb, lidt shopping og forskellige andre aktiviteter, der ikke var så tidskrævende.

Et højdepunkt på én af disse dage var hvalsafari. Hos et   firma beliggende på Reykjaviks havnefront bookede vi en 3-timers sejltur, hvor vi forhåbentlig skulle komme til at opleve at se hvaler og delfiner fra båden. I firmaets brochure reklamerede de med en succesrate på 92 %, og vi jokede selvfølgelig med at det fandme ligeså skulle passe, hvis vi blev blandt de 8 % der ingen hvaler fik at se. Sådan gik det heldigvis ikke. Ud over en masse havfugle, heriblandt den kendte islandske søpapegøje, lunden, så vi delfiner og to store pukkelhvaler fra båden. Tydeligt, uden kikkert eller noget! En pukkehval, der pruster luft op og herefter krummer ryggen og dykker ned i dybet, og kommer helt lodret ned så man se halen forsvinde ned, næsten som en vinken. Jeg fik ikke taget ret mange billeder på hvalsafarien, dels fordi jeg koncentrerede mig om at kigge efter hvalerne, og dels fordi det simpelthen ikke var muligt at tage ordentlige billeder på afstand med iPhone. Jeg har derfor lånt dette billede her, for det viser præcis, hvad vi var så heldige at få at se.


North Travel Hvalsafari | Tag på hvalsafari fra havnen i Reykjavik.

Ingen kommentarer: