torsdag den 31. december 2015

Status over tyvefemten #1

GODT NYTÅR til alle mine skønne læsere. Jeg kan lide jer, kan jeg! 


År 2015 sætter et par kedelige rekorder her hos mig. 2015 blev det år, hvor jeg fik skrevet færrest indlæg her på bloggen, og det år, hvor jeg havde flest sygedage 
i mit arbejdsliv so far.

Januar begyndte med nytårsferie i Ebeltoft, og fra årets start var jeg i overskud og med plus på alle konti. Desværre fossede energien alt for hurtigt ud af tanken, og en stresstest, som jeg tog på nettet sidst i januar, viste mig desværre tydeligt, at jeg var nødt til at stoppe op og tænke mig om. Den nye måde at være folkeskolelærer på med 4o timer om ugen på skolen, minimal mulighed for flex, minimal tid til at løse mine opgaver ordentligt,  krævede at jeg også i mit øvrige liv lærte at gøre ting på nye måder. Det øver jeg mig stadig i.

I februar gik det lidt bedre, og jeg formåede oftere og oftere at grine af mig selv og de mange skøre ting, jeg går og laver, fx skrev jeg her om at det nogen gange går lidt stærkt med at drage konklusioner. 

I marts lykkedes det mig, for guderne skal vide hvilken gang, at blive i stand til at løbe 5 km. Den kamp tager jeg snart op igen, for jeg fik nye løbesko i julegave, og de skal slides op, skal de!

Mit crush på Anders Agger skrev jeg om i april, og i den forbindelse skal det da ikke være nogen hemmelighed, at jeg sad klistret til tv-skærmen, da DR d. 27.december sendte programmet Mutters Alene, hvor Anders Agger er på vandretur med en anden af mine store mandlige idoler, Thomas Helmig. Det var sgu en dejlig udsendelse med to dejlige mænd!

I maj fik jeg den lorte forbandede diskusprolaps i nakken, og jeg kunne INTET i ugevis, jeg fordi jeghavde så ondt i min nakke, skulder og højre arm. Det var et sandt smertehelvede, og jeg håber ALDRIG at jeg skal opleve det igen.

Juni var præget af smerter, behandlinger hos Flemming-Fys, en mand jeg skylder stor tak, og da den rette smertelindrende behandling efter et besøg hos Rygcenter Middelfart endelig begyndte at virke, kunne vi for alvor glæde os til vores sommerferie i Island.


onsdag den 30. december 2015

Mellem jul og nytår

Jeg tvang mig selv ud på en gåtur i dag, og fik på min tur den ene gode idé efter den anden til emner, jeg ville tage op og skrive om her på bloggen, men da jeg kom hjem kunne jeg ikke huske en skid af det. Ups. Har du idéer til noget, du godt gad at jeg skrev om, så giv mig endelig et praj, jeg er yderst lydhør. 

Lyttede til podcast, mens jeg gik - hov for hunde da, det var én af de ting, jeg skal have skrevet om: Hvilke podcasts jeg lytter til - og måske endnu mere, hvilke jeg ville ønske at jeg havde tid til at lytte til. At afskære sig verden (og familien) ved at lukke sig inde i en lytte-boble, er ikke noget jeg gør ret meget. Hvorfor ikke, egentlig? 

Min blog fyldte 5 år i går og jeg fejrede det ved at skride til Viborg og mødes med verdens bedste veninde, spise frokost, drikke kaffe og (forsøge på at) få styr på verdenssituationen, både den lille og den store. 

Det var skønt at træde ud af familieboblen for en stund, men nu er jeg tilbage - og her er sgu også dejligt. 
Meget afslappende, vi er endelig helt nede i gear, pigerne hygger sig -  både sammen og hver for sig -  og ham der har en vielsesring magen til min har taget arbejdstøjet på, tømt vores soveværelse og er i gang med at male det. Mens han arbejder praktisk, hører han musik fra sin nye Libratone bluetooth højtaler, som jeg gav ham i julegave. Ikke købt fra ny, det er langt over vores gavebudget, men jeg var så heldig at finde en på Den Blå Avis til en rigtig god pris. Gaven faldt i overordentlig god jord og har været i brug hver dag siden 24.december.
Praktisk arbejde, høj musik og så en kop frisklavet kaffe, så er min mand glad!

Jeg har købt ind til en broccolitærte, trænger så forfærdelig meget til mad med friske grøntsager ovenpå julen, men vi skal også have ryddet slik og småkager af vejen, så vi gumler søde sager i os, mens vi fabler om porrer og broccoli. Paradoks!

mandag den 28. december 2015

Jul: tjek

Julen bæres ud nu. I kasser, i poser og i særdeleshed i skraldespande. 
Ahh! Puster lettet ud, mens jeg propper munden med de sidste brunkager, renser rødkålspletter af den hvide dug og hælder øl-og vinsjatter ud i vasken.
Ud med den jul, den er brugt op, færdig og flosset i kanten, men hvor var den dog rar og vildt hyggelig at have i huset i år. Tak fine jul, fordi du var så god ved mig i år.

Jeg har netop genlæst dette indlæg, som jeg skrev mellem jul og nytår sidste år - og det går op for mig at når jeg skuer tilbage over mit år 2015, så bliver det resten af mit liv kendt som 'det år jeg fik en diskusprolaps i nakken', for der er SÅ mange af de ting, som plejer at være almindelige faste bestanddele af min tilværelse, som jeg har måttet lægge til side, ændre på eller helt opgive, fordi jeg i maj måned fik den åndssvage nakkeskade. Jeg har stadig mén, så måske kommer det også til at fylde ind i 2016. Det har især påvirket mig at jeg ikke har kunnet træne og motionere, som tidligere, så derfor er det lidt med en følelse, som den pink fugl her på billedet at jeg lægger 2015 bag mig.



Den 29.december har bloggen 5 års jubilæum, hvordan skal vi fejre det?


fredag den 25. december 2015

Julens hits: Grønkålssalat, Elsa-sko og Gummistyrken

Nu hvor spændingen omsider er udløst kan vi konstatere: 

# At nabosognets julegudstjeneste var en helt i særklasse stor musikalsk oplevelse.

# At nye sko var årets gavehit i vores familie.

# Og nu vi taler om sko: at det at eje sit helt eget par Elsa-sko er noget nær det ypperste, man kan opnå i et liv. Glæden var helt enorm på meget rørende vis.

# At min idé med at supplere julemiddagen med en grønkålssalat viste sig at være lige i øjet. Og lige i munden. Mums.

# At min noia over om jeg nu havde styr på de rigtige gaver til alle igen i år var aldeles ubegrundet. 

# At jeg skal på (mindst) to kæresteture med ham der har en vielsesring magen til min. 

# At det på flere planer er tydeligt at vi ikke har helt små børn i familien mere. Kl 8.30 denne morgen var der tre voksne oppe, ingen børn! 

# At vi helt uden besvær nemt kan bo 11 personer i vores hus, og vi er endda ikke fuldt belagte. Vi kan stadig mønstre 2-3 ledige senge.

# At det stadig er juledags morgen, der er mit all time favorite julemoment. Den nærmest idylliske fred kombineret med afslappet glæde overalt i huset er magisk og gør os så godt.

# At årets juleord her i huset er 'gummistyrken'. Udtrykket kommer fra et barn (ikke én af vores) der troede det var det, englene i Juleønsket bruger som hilsen.
Ikke 'gå med styrken', men 'gummistyrken'. Ha ha!  

mandag den 21. december 2015

Lidt af hvert fra december

Skolelæreren har visket tavlen ren, slukket for pc'en i klassen, tjekket at alle stolene er sat op, og at der ikke ligger sure sokker eller ostemadder i elevernes garderober. Klassen er låst af og skolelæreren er skredet. 
Juleferie! 
Ah hvilken salig fornemmelse denne kendsgerning giver i hele kroppen. 
Jeg er måske nok mere til ferie end til jul, men eftersom jeg i de sidste 3-år har øvet mig (og er blevet ret godt til) i at tage JA-nissehuen på og gå MED julen og ikke IMOD den, så vil jeg ikke lægge skjul på, at der flere gange i december har sneget sig momenter af decideret julestemning ind i mine dage.
Jeg skrev om mit ambivalente forhold til julen lige her  det var i 2012, efter at jeg i 2011 nok havde hatet lige rigelig på den der skide jul. 

Et decemberblik igennem min kamerarulle åbenbarer lidt af hvert, både julede ting og ikke-julede. 

Uddrag af billeder fra december:

Herunder ses Lillepigen i fuld gang med at skrive indkøbsliste til de julesmåkager, vi bagte den weekend.  Lillepigen skrev selv indkøbslisten og cyklede derefter med ud for at handle. 




Bageriet resulterede bl.a i disse lækre peberkager, som vi fandt opskriften på i bogen 'Krudtugler og Kanelsnegle'.  Godt jeg nåede at tage et billede, for kagerne er forlængst ædt.



Dette billede så jeg på facebook og gemte det på kamerarullen, husker ikke præcist hvad jeg ville med det, men det er sgu da sjovt!



Så var der den nat, hvor jeg vågnede og skreg af skræk ved synet af en skikkelse, der stod forenden af min seng. Det viste sig at være den heldragt, jeg skulle have på til julefrokost, men det kom jeg først i tanke om, da jeg havde vækket ham, der har en vielsesring magen til min. 



På anbefaling af denne skønne dame var jeg et smut på biblo og finde den her bog, som jeg glæder mig til at læse i ferien. Ikke mindst fordi, jeg har besluttet at læse Fifty Shades of Grey bagefter. 
(Jeg planlægger tit 4-5 bøger frem i tiden, er det normalt?)



Mine piger har været alene hjemme hele dagen, og de er vant til at når de er det, finder de den her slags sedler på køkkenbordet om morgenen. De har lært fra helt små at det er ok både at yde og at nyde på en fridag. 
Allerede da de var meget yngre end nu, begyndte de at arbejde strategisk sammen om at løse deres opgaver med det formål at blive hurtigst muligt færdige. 
Storepigen synes nok efterhånden, det er lidt tåbeligt, men hun deltager som den gode rollemodel hun er - og er sikkert også den, der leder og fordeler arbejdet. 




Julegaven fra skolen var i år disse to lyshuse fra Kählers designserie 'Urbania'. Jeg ville aldrig været kommet i tanke om at ønske mig dem, og endnu mindre selv købe dem, men tænk, jeg er simpelthen så vildt glad for husene, og de er så smukke i vores vindueskarm ud mod gaden. 



Nå ja og så er det efterhånden længe siden, at jeg blev færdig med at købe julegaver. Og det drejer sig om mange, skulle jeg hilse og sige. Har i år igen købt stort se alle gaver på nettet, og det har været så megafedt at slippe for at rende i butikker, stå i kø og få  indkøbscenter-syge, noget du måske umiddelbart ikke lige ved hvad er, men så prøv at tage din varme vinterjakke på og gå halvstresset rundt i dit nærmeste shoppingcenter i 3-4 timer, så ved du præcis hvad indkøbscenter-syge er. 

Gå med styrken, som vi siger herhjemme hele tiden. 

søndag den 13. december 2015

Lucia! Og hvor er de 11 dage?

I morgen d.13.december er det Luciadag, men hvad er det er egentlig for en historie vi markerer hvert år med yndige optog af søde syngende børn i hvide kjoler, der stolt bærer lyset frem? 

Jeg linker herunder til en artikel, der både grundigt og pædagogisk fortæller om Luciatraditionen og kvinden bag, men orker du ikke at læse den, kommer her et kort resume af fortællingen om Lucia. Der findes lidt forskellige varianter af historien, men den går i store træk sådan:

Lucia blev født i 283 på Sicilien.  
Som ung lod hun sig omvende fra det romerske flerguderi til kristendommen.
Fordi de kristne ikke ville ofre til kejseren af Rom, var han pissesur på dem. 
Og fordi kejseren af Rom var pissesur på de kristne, sørgede han for at de blev forfulgt og tortureret.
Han gik faktisk så langt som til helt at forbyde kristendom.
Så derfor var de kristne nødt til at gemme sig og leve i skjul og mange af dem gemte sig i katakomber - huler under jorden. 
Lucia var fra en meget fin og velhavende familie, så hun blev ikke forfulgt, selvom hun var kristen. 
I stedet brugte hun sin tid på at hjælpe de kristne, som levede i skjul. Det gjorde hun ved at bringe dem mad nede i hulerne.
Når hun om natten gik med favnen fuld af mad ned i katakomberne, kunne hun ikke også bære et lys. Derfor konstruerede hun sig en krans med lys, som hun monterede på sit hoved. (Ahaaaa, tænker du nok, lyskrans på hoved, yes der var den!) 

Lucias mor blev meget syg, og Lucia bad om et mirakel. Hun lovede Gud at hvis moderen blev rask, ville hun - Lucia altså - tjene Gud resten af sit liv. Og Lucias mor blev rask.
Og så ville hun i kloster og tjene Gud. Der var bare lige det aber dabei at Lucia var lovet væk til en fin romer, der ikke var af kristen slægt.
Han blev rimelig sur over at blive disset af sin forlovede, og han hævnede sig ved at angive hende til myndighederne.
Lucia blev straffet ad flere omgange, men overlevede - blandt andet kastedes hun på et bål, men døde ikke før dommeren stak sit sværd i hende.
Hendes dødsdag er d. 13. december 304.  

Lucia blev  efter sin død ophøjet til helgen, og fordi hendes navn betyder lys, er hun skytshelgen for blinde og svagtsynede. 
Hun afbildes ofte med et fad i hænderne, hvori der ligger to øjne. 

Og så lige det med de 11 dage: Før man i 1700-tallet gik over til den gregorianske kalender, var luciadag d. 13.december, årets korteste dag. Men i den nye kalender fjernede man 11 dage, og den korteste dag var nu d. 21. december. 
Da jeg læste det, undrede jeg mig i et kort øjeblik over, hvor hulan de 11 dage, man fjernede, blev af?
Ligger der 11 dage og rasler rundt på bunden af en forlængst glemt kiste et sted i Rom? 

Læs mere her: Lucia

                                           

fredag den 11. december 2015

Skriver opgave

I to dage har jeg siddet krumbøjet over tasterne på min pc hjemme ved mit eget skrivebord. Jeg knokler for at blive færdig med den afsluttende opgave på den efteruddannelse, jeg har fuldt det sidste halve år. 
Det har været SÅ fedt at være på 'studerende' igen, og jeg har næsten ikke kunne få armene ned over så godt, relevant og fagligt givende uddannelsesdagene har været. 
I min meget praksisorienterede hverdag glemmer jeg tit, hvor meget jeg nyder at have ro og tid til at fordybe mig i en arbejdsproces - i dette tilfælde med både at læse og at skrive, og når det så handler om et af de emner, der optager mig allermest: Inklusion, ja så bliver det ikke meget bedre. 

Opgaven skal afleveres på søndag, og består jeg den, kan jeg fra januar kalde mig AKT-og inklusionsvejleder. Lyder meget flot, ikke?
Må klart overveje at få trykt visitkort!


torsdag den 10. december 2015

Sender gode tanker

Der er ingen der ved det (før nu), men jeg sender hver eneste dag varme tanker afsted til to mennesker, der ingen anelse har om hvem jeg er.

I mit stille sind går jeg og hepper på en baby, der meget snart kommer til verden og på en lille skolestarter-dreng, som jeg håber er glad.

Jeg har det med at samle bekymringer til mig om personer og emner, der er så langt udenfor min rækkevidde at det ikke giver ret meget mening at det skal fylde inde i mit hoved.
Og det er noget, jeg i mange år har øvet mig i. 
At filtrere og sortere mentalt.

Alligevel tænker jeg hver dag på Elisabeth, bloggeren bag Fyrsten og Fruen, fordi hun lige om meget snart kravler op i et fødekar hjemme hos sig selv og føder sit andet barn.
I forvejen har hun skønne lille Ane, hvis herkomst til denne verden udgør en meget stor del af Elisabeths skriverier på bloggen. Jeg er forholdsvis ny læser, men har læst stort set alle blogposter tilbage til 2012, og det er hjertegribende og meget meget stort, det der handler om infertilitet, graviditet, rugemoderskab og masser af kærlighed.
Jeg håber så inderligt at Elisabeth får en fantastisk fødselsoplevelse og snart sidder med den skønneste baby i sine arme.

Den anden, jeg dagligt tænker på er bloggeren bag Carport og noia som tilbage i september og oktober skrev en del om sine store bekymringer for sønnens skolegang. 
Jeg kommenterede et par gange, og blev ret optaget af op-og nedturene i Sønnes skolestart. Siden 22.oktober har der ikke været nyt på bloggen, og når man som læser efterlades i et tomrum af 'bare han dog har fået det bedre i skolen', ja så kan jeg ikke lade være med at kigge forbi hver dag, for at se om der er nyt. Jeg har tænkt på Sønne mange gange og gør der fortsat. 

tirsdag den 8. december 2015

Ville ønske

At det var juleferie NUUU.
At der ikke lå den her tunge dyne af træthed over mig konstant. 
At jeg tilbragte mere tid udendørs. I dagslys.
At det blev rigtig vinter. Som i koldt koldt koldt. Og gerne tilsat sne.
At mit energiniveau steg i takt med indtaget af slik og julegodter. Det synes ikke at være tilfældet.
At jeg var bedre til at høre efter når mine børn taler til mig.
At jeg var bedre til at høre efter når min mand taler til mig.


Trangen til at gå i hi er stor. Er lidt blæst bagover af julen, der invaderer mig fra alle kanter. 
Det har fx vist sig at der bor en nisse ved navn Egon Nisse i vores skur! Lillepigen ville teste om det skulle være tilfældet at vi har nisser på matriklen, og lagde et brev og fem pebernødder i skuret. Da hun senere på dagen kom hjem fra gymnastik og tjekkede skuret, var pebernødderne pist borte og føromtalte Egon Nisse havde skrevet en hilsen tilbage. Beviset var utvetydigt og begejstringen hos den syvårige var tårnhøj. Der lægges nu vilde planer for videre kommunikation med Egon. 

lørdag den 5. december 2015

Hvad har du lært i ugens løb?

Vi har i årevis ved mange af ugens måltider haft den der runde med fortæl noget fra din dag/hvad er det bedste, du har lavet i dag/hvad lavede I i skolen osv i den dur.

Men så var det at én af pigerne fortalte at hun havde lært noget nyt den dag (og til de interesserede kan jeg oplyse at det var at synge en fransk julesang) og så fortsatte runden med at vi andre også skulle bidrage med en ny ting vi havde lært den dag. 

Sjovt nok var jeg ikke ordentligt bevidst om at vi voksne også lærer nye ting næsten hver eneste dag.

Jeg fortalte at jeg på arbejde havde lært at importere nogle mapper i Google Drev, en feature jeg siden har haft stor glæde af. 

Trapezmusklen
Dagen efter var jeg til senetensbehandling og her lærte jeg noget (mere) om den muskel i min skulder, der siden jeg fik en diskusprolaps i nakken har været så skide åndssvag og irriterende. Musklen  ved navn trapezius, i daglig taletrapezmusklen er en trekantet muskel som går fra underkanten af kraniet til den øvre del af ryggen. Og når den er øm og spændt, mærker jeg smerter fra bagsiden af hovedet, ned igennem nakken og ud i skulderen. Nu har jeg lært hvordan jeg afspænder den, og det har gjort alverden til forskel.


I ugen der snart er gået, har jeg lært at lave en stor julestjerne i papir, at finde vej til Forum Horsens, at jeg tog fejl af danskernes holdning til omdannelse af EU-forbeholdet og så fik jeg genopfrisket en lærdom, jeg har erhvervet mig for  mange år siden, men som jeg desværre ofte glemmer at bruge: At der er altid er mennesker, der gerne vil hjælpe én, hvis man bare tør spørge dem om de vil.