Det' jo bare en position

Følgende er skrevet fredag eftermiddag på en mellemstor folkeskole i region Syddanmark. Herfra hvor jeg skriver, har jeg udsigt til et vindue. Når jeg kigger gennem vinduet, kan jeg se at det pisser ned udenfor. 
Jeg er træt, jeg er sur, jeg er sulten og jeg vil hjem. Men jeg gider ikke, for det regner, og jeg magter ikke regnvejr. Jeg magter ikke en skid, er sur, magter ikke, vil hjem, er træt, det regner...

Har i denne uge været på kursus i to hele dage. Fede dage med herlige medkursister og gode undervisere. Og frem for alt: Et supergodt og relevant fagligt indhold.

Ikke så meget nyt, men en hel masse opdatering af allerede indkørt faglighed, ting jeg allerede ved og praktiserer, men her pakket ind i en lækker og meget spiselig form. Jeg har fx lært at bruge en dialogmodel (vækstmodellen, hvis det siger dig noget?), som jeg kan bruge både som almindelig lærer i en klasse, men i særlig høj grad i min funktion som inklusionslærer. 

Jeg har jongleret med begreber som systemisk tankegang, anerkendende pædagogik og semantiske polariteter og positioner.

Fra artiklen, jeg har linket til:

Semantiske polariteter og positioner beror på, at mennesker taler fra hver deres position. Hvis der er fokus på, at den enkelte deltager i samtalen, får en forståelse for den andens position, skabes der en dialig, hvor begge parter taler og lytter til hinanden på skift. Det skaber den tillid og tryghed, der skal til for at kunne skabe positive og konstruktive forandringer. Det skaber klare relationer, som igen er nøglen til forståelse af hinandens tanker og handlinger. Hvis du vil forstå min position og mine tanker lige nu, så læs indledningen til dette indlæg igen.

 Jeg er træt, jeg er sur, jeg er sulten og jeg vil hjem. Men jeg gider ikke, for det regner, og jeg magter ikke regnvejr. Jeg magter ikke en skid, er sur, magter ikke, vil hjem, er træt, det regner...